En knivspids med Karin
April er lig med Ordkraft er lig med bogkærlighed en masse. Inden længe bliver dørene slået op for den hyggelige litteraturfestival i Aalborg, og så står Karin fra Vesthimmerlands Biblioteker klar til at tage en snak med forfatter Pernille Juhl om en tid, hvor langt de fleste havde en plads i hjemmet som hustru og mor.
Af Ditte Jensen
I sin barndom husker Karin, at favoritterne af en ganske særlig kogebogsforfatter blandt andre talte kærnemælkssuppe, hyldebærsuppe, sagovælling, risengrynsklatter og arme riddere. Det vil jo nok næppe falde mange for brystet at påstå, at Frøken Jensens Kogebog er tæt på at være national kulturskat her i landet – og det var selvfølgelig også Frøken Jensens opskrifter, Karin elskede som barn.
Blå bog: Karin Holt
Karin Holt, født 1962 og bibliotekaruddannet i 1987 i Aalborg.
Karin arbejder ved Vesthimmerlands Biblioteker som børne- og voksenbibliotekar. Hun har deltaget i Ordkraft i ca. 10 år og har været moderator for både børne- og voksenbogsforfattere.
Nu har forfatter Pernille Juhl skrevet romanen Med en knivspids kærlighed om netop Frøken Jensen. Og til Ordkraft skal Karin en tur på scenen sammen med Pernille Juhl og tale om bogen. Når man spørger Karin, hvorfor Pernille Juhl er en spændende forfatter at interviewe, falder svaret prompte:
”Pernille Juhl har sneget sig ind på vores bibliotek. Vi har 11 bøger, som hun har skrevet siden 2016. Hun er virkelig en virkelig produktiv forfatter med mange gode historier på lager.
Flere af bøgerne tager afsæt i Anden Verdenskrig og beskriver skæbnerne bag krigen – både dem, der kæmpede mod tyskerne og dem, der sympatiserede med besættelsesmagten,” fortæller hun.
Kvinder, der går deres egne veje
Det giver mening, at Karin ser frem til at få en god snak med Pernille Juhl om Med en knivspids kærlighed og hele tiden, som romanen foregår i:
”Jeg glæder mig til at spørge hende om, hvordan det har været at bygge en roman op omkring en så kendt person,” siger Karin med henvisning til den berømte Frøken Jensen.
”Men bogen fortæller om flere kvinder, der gik deres egne veje, brød med traditionerne og skabte sig et liv, hvor de selv bestemte indholdet,” afslører hun.
Blå bog: Pernille Juhl
Pernille Juhl debuterede i 2014 med romanen Når krigen slutter, som er en fortælling om kærlighed og overlevelse under besættelsen. Hun har siden skrevet en række historiske romaner, bl.a. Vent på mig Marie (2016) og Sommerfugleklanen (2021), der med sans for detaljer og psykologisk dybde skildrer liv i krigstid og efterkrigstid.
Juhls seneste udgivelse Med en knivspids kærlighed (2025) fortæller historien om Kristine Marie Jensen – bedre kendt som Frøken Jensen – og hendes vej fra forældreløs plejepige til pioner bag Danmarks mest solgte kogebog. Romanen er en levende skildring af kvindeliv, ambitioner og kærlighed i begyndelsen af 1900-tallet, skrevet med varme og historisk præcision.
Juhls forfatterskab kredser om kærlighed, moral og valg under pres – ofte med udgangspunkt i Nordjylland og en dyb fornemmelse for historiens betydning for nutiden.
At skabe en inspirerende og spændende snak med en forfatter til Ordkraft er dog ikke første gang for Karin, som trods erfaringen stadig mærker sommerfuglene i maven inden et interview skal stå.
”Jeg har været moderator for rigtig mange børnebogsforfattere gennem tiden,” fortæller hun. Faktisk er det først indenfor de seneste fire år, at Karin også er begyndt at interviewe forfattere til voksenbøger såsom Eva Tind, Sara Bouchet og Pia Odderskov.
”Der er altid lidt kriller i maven inden samtalen: Hvordan er forfatteren, er han eller hun let at få til at åbne sig eller bliver det en svær samtale? Indtil nu er det dog kun gået godt,” smiler Karin.
”Det har været spændende samtaler, og jeg håber, at de har gjort publikum nysgerrige på at dykke ned i forfatterens udgivelser – ikke kun den pågældende bog, som samtalen tager udgangspunkt i, men også de tidligere bøger.”
At være eller ikke at være ... moderator
Det er langt fra en loppetjans at være moderator på Ordkraft – det er en opgave, som kræver timers forberedelse.
”Jeg læser naturligvis bogen og tager notater, når der kommer forhold, som jeg gerne vil spørge ind til. Jeg læser også artikler om forfatteren. Nogle gange er der interview på nettet, hvor man får et mere levende indtryk af forfatteren,” forklarer Karin om sin egen metode.
”Jeg kigger på hele bogen: Med en knivspids kærlighed har et fantastisk omslag, der sætter bogens stemning og tema. Hvorfor har bogen fået netop det udtryk? Hvilke tanker ligger der bag?” spørger Karin.
Med så meget arbejde er det nu også rart med lidt fritid. Og Karin går straks i gang med opremsningen over, hvad hun skal få tiden til at gå med på Ordkraft 2026:
”Jeg glæder mig til at møde så mange forfattere – min liste er lang!
Jeg vil gerne høre Caspar Eric, der har så mange vigtige budskaber. Han har fået mig til at læse digte, hvilket jeg ellers ikke gør.
Dorthe Nors, der har en underfundig skrivestil, som gør at man af og til trækker på smilebåndet.
Kim Fupz Aakeson, som har skrevet mere end de helt fantastiske Vitello-bøger. Den nyeste, Skyggen foran mig, sætter fokus på, om man kan tilgive det utilgivelige.
Og Lisa Ridzén, der har skrevet Tranerne flyver mod syd, der er en af de mest rørende og stærke romaner, som jeg har læst i efteråret. Jeg anbefaler den til rigtig mange lånere – og får kun rosende ord, når de afleverer bogen.”