Der er mange måder at være barn på - heldigvis!
I bibliotekets diversitetsuge i uge 21 fejrer vi, at ingen børn er ens, og at det er en styrke. I den forbindelse har vi samlet en række børnebøger og børneromaner, der sætter ord og billeder på forskellighed, følelser og modet til at være sig selv. God fornøjelse!
Af Mie Møller Nielsen
Nogle børn bor sammen med deres familie, andre gør ikke. Nogle føler sig som drenge, nogle som piger – og nogle noget midt imellem. Nogle forelsker sig i deres bedste ven, og andre kæmper med at passe ind i fællesskabet. I diversitetsugen sætter vi fokus på, at der er plads til det hele.
Vi har derfor samlet en liste af bøger, som fortæller historier i børnehøjde om identitet, venskab, køn og det at føle sig anderledes, eller pludselig finde ud af at man ikke er alene alligevel. Her er både realistiske fortællinger og magiske universer, graphic novels og klassiske romaner, som inviterer til snak, genkendelse og eftertanke.
Det er bøger, der kan læses alene, men som også egner sig rigtig godt til fælles læsning og samtaler mellem børn og voksne. For når vi læser sammen, bliver det nemmere at tale om de svære, sjove og vigtige ting i livet – og om alt det, der gør os til dem, vi er.