For børn

Få succes med lydbøger for de mindste

Skab lytteglæde fra en tidlig alder – med lydbøger tilpasset små øre.

Af Mie Møller Nielsen

Drømmer du om bare 10 minutter, hvor din lille krudtugle sidder stille, mens du selv får ordnet vasketøjet, opvasken eller noget andet praktisk? Me too! I jagten på et øjebliks ro (og forhåbentlig en spirende lytteglæde) har jeg flere gange tænkt på at introducere lydbøger for min 2,5-årige datter. Men hvornår har de små hoveder egentlig udviklet deres koncentration nok til, at de kan få noget ud af lydbøger? 

Lige det, er svært at svare på, da børn er forskellige. Men mine kloge børnebibliotekarskollegaer siger, at en god alder at begynde et lydbogseventyr er omkring 4-års alderen – nogle før, nogle senere.

Hvor skal man starte?

Er tiden moden for at starte op på lydbøger for dit barn? Så er det naturligvis vigtigt at finde den helt rigtige bog for barnet, hvis det skal blive en succesoplevelse. Det vender jeg tilbage til. For ud over den rette bog, så kommer her et par tips til, hvornår man kan gøre det første møde med lydbøger til en god oplevelse:

  1. Skab et trygt og hyggeligt lyttemiljø
    Det kan være en god idé at introducere lydbøger, mens barnet laver en stillesiddende aktivitet som for eksempel perleplader eller magisk sand. Så er de allerede koncentrerede og stillesiddende.
  2. Find den rette oplæser
    Du kender det sikkert selv. Det er ikke lige meget, hvem der læser din lydbog op. Find en behagelig oplæser, som dit barn finder interessant.
  3. Suppler med en fysisk bog
    For nogle børn kan det være en fordel at have den fysiske version af lydbogen i hænderne, mens man lytter. Så kan barnet understøtte lytteoplevelsen ved at følge med i billederne.
  4. Lyt i bilen
    Det kan være lidt af en opgave at holde børnene i ro, når man skal ud at køre langt. Sæt en lydbog på og lyt sammen, så har I både underholdning og et fælles samtaleemne undervejs. Spørg eventuelt ind og snak om historien, når den er slut, så barnets interesse fastholdes.

Og så er vi tilbage til, hvad det er, der skal lyttes til. Og det har jeg fået mine søde kollegaer til at hjælpe med! De har samlet de bedste lydbøger for de allermindste lige her: