Vinterferie for de mindste – hygge, leg og højtlæsning
Her får du inspiration til vinterferieaktiviteter for de 0–6-årige – og forslag til billedbøger, der passer perfekt til både inde- og udendørs hygge.
Af Mie Møller Nielsen
Vinterferien står for døren, og for mange småbørnsfamilier betyder det tid til at give hverdagen et lille pusterum. Det behøver ikke være stort, dyrt eller planlagt ned i mindste detalje – tværtimod kan vinterferien være en oplagt mulighed for at sænke tempoet, gå på opdagelse i det kolde vintervejr og finde hyggelige stunder sammen derhjemme.
1. Ud i kulden – og hjem i varmen igen
Selv en lille tur i vinterkulden kan være et sanseeventyr for de mindste. Kig efter spor i sneen, hop i isede vandpytter, eller mærk forskellen på frost og tø. Når I kommer hjem i varmen, er det oplagt at varme fingrene med en god historie. Her kan I for eksempel kaste jer over "Det lille snefnug" af Benji Davies, som er en poetisk og smukt illustreret historie om et lille snefnugs rejse. Perfekt til en stille stund efter udeleg.
2. Indendørs hygge og ro i sofaen
Vinterferien er en oplagt anledning til at skabe små åndehuller i hverdagen. Lav et læsehjørne med tæpper og puder, og lad barnet vælge en bog fra hylden. Vi anbefaler for eksempel "Så blev det vinter" af Per Gustavsson, som er en klassisk vinterfortælling, der inviterer til snak om kulde, sne og de små glæder ved årstiden, eller "Laura og vinteren" af Pauline Oud, som er en enkel og genkendelig historie for de yngste om vintertøj, frost og hverdagsscener i vinterkulden.
3. Kreativ vinterferie med farver, sne og fantasi
Mange børn elsker at lave små vinterprojekter. Tegn et snedækket landskab, lav islygter på altanen, eller klip snefnug af papir. Sæt jer bagefter med en billedbog, hvor kreativitet og vinterstemning går hånd i hånd. Vi foreslår "Leg, læring og krea om højtider" af Camilla Tønning, som er en temabog fyldt med kreative projekter - der er fx ideer til krea, lege og aktiviteter om fastelavn, der også er lige om hjørnet.
4. Bare være sammen
For de yngste er det ikke aktiviteterne i sig selv, der gør vinterferien særlig – det er nærværet. At tage dagen som den kommer. At finde gode rutiner og hyggelige øjeblikke sammen. Og et fint sted at lande er, som altid, i en bog. Og hvad er så bedre, end at finde nogle klassikere frem som for eksempel "Halfdans ABC”, der med sine klassiske og rytmiske rim altid er sjovt for både børn og voksne?