Det første møde med store følelser
Vi har fundet billedbøger, der hjælper børn med at forstå og håndtere følelser.
Af Ditte Jensen
Et barns liv er smækfyldt med nye oplevelser - og med dem følger også det første møde med store følelser.
Vrede, glæde, flovhed, jalousi, frygt og sorg kan være følelser, der er svære at forstå og sætte ord på, når man endnu ikke har det fulde sprog til at forklare, hvad der sker indeni.
Ja, følelserne kan være et overvældende bekendtskab. Og det gælder jo sådan set både for børn og for de voksne.
Billedbøger som følelsesmæssigt spejl
Billedbøger om, you guessed it, følelser kan derfor være værd at overveje at sætte sig sammen med sit barn og kigge i.
Billedbøgerne er nemlig et slags følelsesmæssigt spejl, hvor børn kan genkende sig selv og lære, at det, de mærker, er helt normalt. De styrker barnets evne til at sætte ord på sine oplevelser og forstå andres. Og sidst men ikke mindst kan bøgerne også være med til at åbne op for samtaler, som måske ellers kan være svære at starte.
Herunder kan du finde en lang række billedbøger, der på en nænsom og genkendelig måde hjælper børn med at sætte ord på det, der kan være svært.