For voksne

Sommeranbefalinger fra vores læseklubber

For rigtig mange er sommerferie lig med læsetid. Derfor har vi spurgt nogle af vores læseklubber om deres bedste anbefalinger til sommerlæsning. De har læst rigtig mange bøger, så der burde være noget for enhver smag. God fornøjelse!

Af Mie Møller Nielsen

Læseklubben ”Storsejlet” anbefaler

Ægteparret Tara og Thomas Selter deler deres liv, interesser for antikvariske bøger og hjem i nordfranske Clairon-sous-Bois. Da Tara kommer hjem efter en kort rejse, er tiden gået i stykker. Tara vågner op til d. 18. november og antager naturligvis, at næste dag vil være d. 19. november. Men da hun vågner op næste dag er det til d. 18. november igen og igen. Det samme sker for alle andre omkring Tara, også for hendes mand Thomas. Men kun Tara er bevidst om, at de er fanget i d. 18. november. For alle andre er d. 18. november en ny dag, der begynder.

Holdningerne til bogen og dens handling var blandede hos læsekredsen. Nogle syntes, bogen var tankevækkende, skræmmende og fangende på flere planer, for hvad sker der, hvis noget så fundamentalt som tiden går i stykker? Andre syntes, at bogen var irriterende og urealistisk, for tiden og dagenes skiften ligger da fast.

Samtidig ved vi, at tidsopfattelsen hos demensramte kan være gået i stykker. Og forskellige kulturer har forskellig forståelse og brug af tiden.

Vi kender også til, at ægtepar/samlevende kan mangle fælles tid og liv, selv om de har levet sammen i mange år. Så hvor fast ligger tiden?

Vi talte også om, hvorfor bogens titel er ”Om udregning af rumfang”. Det er et vel et matematisk begreb, men bogen er alt andet end matematisk.

Bogen er ikke på mange sider. Men den åbner til mange sider.

”Om udregning af rumfang” består af 7 bind, og flere i læseklubben glæder sig til at forsvinde ind i flere af dem i løbet af sommeren.

Under en anden himmel af Mich Vraa

Emma er en ung lovende kok med forbindelser til både London og København. Vi følger hende dog i farens hjem i Sydfrankrig. Faren er død, og nu skal hun rydde op og ud i boet. Hun er rastløs, for også hendes eget liv roder og skal ryddes op, men hvad vil hun fremover?

Midt i dette hjælper hun en forvirret ældre herre med mad og husly. Han er faret håbløst vild under vandring efter trøfler. Han præsenterer sig kun med kælenavnet Ritou. Hans identitet og liv er en gåde for Emma, da Ritou indimellem rammes af demens.

Vi læsere ved, uden at det nogensinde bliver sagt, at Ritous liv og historie er hentet fra Prins Henriks liv og historie. Trods sin demens er Ritou helt nærværende i minderne fra den tidlige barndom i Fransk Indokina og fra familiens flugt til Sydfrankrig ca. 1954. Ritou fortæller også levende om sine indimellem dramatiske og svære oplevelser fra barndommen og ungdommen i det besatte Frankrig og hans deltagelse i krigen i Algeriet.

Lige så smukt sammenflettet som en sydfransk markedskurv kan være, lige så smukt fletter Mic Vraa Ritous rige liv og Emmas rastløse liv sammen. Tråden, der syer det hele sammen, er deres fælles passion for mad. Endda sådan, at der bogen igennem er strøet madopskrifter ud med løs hånd.

Læseklubben var enige om, at det var en fornøjelse at læse om Ritous/Prins Henriks egen historie. Hvad der har formet ham. Det gav en dyb sympati og agtelse for ham.

Mic Vraas nænsomme og solidariske portrættering af Ritou/prinsen som ung og følsom samt  som svækket og aldrende, vakte vores sympati, agtelse og interesse for personen bag.

For nogle var det generende ikke at vide, om det nu er Prins Henrik, der er Ritou. Hvad er opdigtet, hvad er sandt? For andre var det helt underordnet, for en opdigtet historie kan være tættere på personen end en samling fakta om ham/hende. Læsekredsen blev næsten uenige om det her med fakta og fiktion, indtil én kom de forløsende ord: ”Hvor er det interessant, at vi kan se så forskelligt på det!” Alle begivenheder, steder, kultur- og naturbeskrivelser er fakta, så læserne får også indblik i alt det.

Stærkest står dog de to Ritou og Emma og deres møde i deres livs vadested. Den ene med tvivl på vej ind i voksenlivet, den anden med tvivl på vej ud.

Smukt og bevægende fortalt. Læs den, bliv beriget og rørt!

Læseklubben ”Jens Christensen” anbefaler

Bogen foregår i tre vigtige perioder i landbrugshistorien: Slut 1700-tallet med landboreformerne, slut 1800-tallet med andelsbevægelsen, nyeste tid med industrielt storlandbrug. Ind imellem ser vi ind i en fremtid med et mørke, fremkaldt af en uvis katastrofe.

Med særskilt fokus på hovedpersonerne Jakob og Lone på deres gård i Skovby følger vi gennem alle perioderne de samme navne, de samme personkarakterer, ja mere eller mindre de samme typer relationer mellem folkene i landsbyen. Springene i perioder forlenes derved med en vis kontinuitet.

“Evigt i tiden” anbefales af især tre grunde:

  1. Bogen giver en interessant fortolkning af mere end 250 års landbrugshistorie (herunder det ikke tidsfæstede fremtidsmørke) - dette uanset om man på forhånd er godt bekendt med landbrugets historie, eller om meget er nyt for læseren. Især giver bogen et blik på, hvordan forandringerne i de tre perioder er både visionære og konfliktfyldte.
  2. Først og fremmest kan bogen dog læses som et psykologisk-kulturelt blik på landbrugshistorien. Psykologisk i den forstand, at brydningerne i landbruget ses gennem forskellige personers væsen. Kulturelt i den forstand, at de konkrete hændelser afspejler bredere strømninger.
  3. Den tredje grund, og den er måske den væsentligste: Smærup Sørensens sprog glimrer ved underfundighed, som fører om bag ordene og ind i menneskesindets virkelighed. På stille og netop underfundig vis fører Smærup Sørensen os igennem en til tider intens dramatik i de menneskelige relationer. Meget forbliver ved antydninger - og dén kvalitet mestrer Smærup Sørensen.

Sommerlæsning må vel, om ikke man skal lade sig nøje med tomme kalorier, handle om litteratur, som på én gang er lødig og fængende. Har man tidligere frydet sig over Smærup Sørensens “Mærkedage”, så kan man glæde sig til en bog af samme høje karat.

To hurtige anbefalinger fra Læseklubben "Blandede Bolsjer"

“Desertørerne“ af Kim Blæsbjerg er en velskrevet trilogi, som fører os ind i en tidstypisk familie i perioden 2007-2013, hvor en ny del af Danmarkshistorien begyndte. Blæsbjerg giver en særlig indsigt i historien, samtidig med at man føler sig underholdt. Triologien kræver god tid - derfor er den godt egnet til ferielæsning.

“Den inderste kerne” af Lotte Kaa Andersen handler om verdens første kvindelige seismolog, Inge Lehmann (1888 - 1993), som mødte megen modstand i det danske forskningsmiljø. Hun nåede dog i sin alderdom at få ret og anerkendelse. 

Det var særligt spændende, at dele af handlingen foregår i Holte, hvor man stadig kan se huset, hvor Inge Lehmann boede! Stærk kvinde, fantastisk liv. Vi havde aldrig hørt om Inge Lehmann før læsning af bogen.