For voksne

Afsnit 22 af Hjertestorm - Hagd: House of Have a Good Day

 

Af Jacob Skou Gaardsted Bæk

Hjertestorm

Rasmus Fischers hjerte banker for kunsten – fra unge, lokale talenter til internationale kunstnere på tærsklen til deres store gennembrud.

I House of Have A Good Day – i daglig tale HAGD - har Rasmus Fischer skabt et flere-etagers univers på Boulevarden i Aalborg, hvor aalborgensere og andre interesserede kan komme forbi med en to-go kaffe i hånden og en ven under armen.

Bag de blændede ruder på Boulevarden 42 i hjertet af Aalborg gemmer der sig nemlig en anden verden. Her har Rasmus Fischer skabt det galleri og museum, han følte, at Aalborg – og galleriscenen i det hele taget – manglede. Et sted midt imellem galleri og museum og alligevel begge dele samtidigt.

Vi har mødt Rasmus Fischer i HAGD, og nu kan du lytte med, når Søren Malthe tager dig med gennem stedets tre etager til en snak om, hvordan idéen om HAGD blev født, hvad der driver Rasmus Fischer, og hvad god kunst egentlig er – hvis man overhovedet kan tale om god og dårlig kunst?

I dette afsnit af Hjertestorm lader vi kunstværkerne guide samtalen, mens vi udfolder denne kulturperle, som er blevet en uundgåelig del af Aalborg.

Hjertestorm er tilrettelagt og produceret af Aalborg Bibliotekerne, men i samspil med hele Aalborgs kulturliv.