Noget der ligner musikfilmen "A complete unknown"
Hvis du er på udkig efter bøger, der minder om den biografaktuelle musikfilm "A Complete Unknown" om ikonet Bob Dylan, kan du finde inspiration her. Vi har nemlig fundet en række musikfilm på Filmstriben, som tager dig helt tæt på flere store musikere.
Af Tine Eggertsen

I biografens mørke kan du lige nu nyde den unge Bob Dylans vej ind i musikken og året byder også på nye musikdokumentarer om bl.a. Led Zeppelin og Neil Young.
Hvis du har fået lyst til at komme tæt på flere store musikere eller holde sofakoncert hjemme i stuen, så har vi fundet en håndfuld gode bud frem til dig på Filmstriben.
Du kan også gå på opdagelse i Quello, hvor du nemt kan streame koncerter og musikdokumentarer fra de største kunstnere tilbage fra 1920'erne og til nu.
Noget der ligner "A Complete Unknown"
I'm not there
Kan du ikke få nok af Dylan, så se eller gense den fremragende holdpræstation i Todd Haynes’ spillefilm "I’m not there" fra 2007.
Seks forskellige skuespillere, unge som gamle, kvinder som mænd, sorte som hvide portrætterer forskellige sider af rock-ikonet Bob Dylan i en film, der hylder hans musik og giver et indblik i tidsånden.

Joan Baez - I am a noise
Joan Baez er en af de musikere, der har haft stor indflydelse på Dylans liv og karriere.
Efter over 60 år i rampelyset nærmer hun sig afslutningen på sin karriere og ser nu tilbage på et langt liv som rockstjerne, aktivist og ikon. Hun reflekterer også over personlige og private udfordringer, som har påvirket hende gennem livet, men som omverdenen ikke har haft kendskab til. Filmen er lavet på baggrund af private optagelser, dagbøger, tegninger og lydindspilninger.

In restless dreams - the music of Paul Simon
Fortællingen om Paul Simons store rolle i musikhistorien er blevet til denne kolos af en dokumentarfilm på 3 timer og 22 minutter og den er ikke et minut for lang.
Filmen begynder som en studieskildring af skabelsen af Paul Simons seneste soloalbum ’Seven Psalms’, men ekspanderer til den komplette fortælling om en karriere over seks årtier, med højdepunkter som Sound of Silence og Graceland.

Amy
Amy Winehouses stjerne på musikhimlen blev slukket alt for hurtigt. Hendes alt for korte liv er skildret i to meget forskellige film.
’Amy’ er en stærk og rørende dokumentar om en unge kvinde med en meget stor stemme, men som ikke kunne holde til det enorme pres, og dør i en alder af 27 år.

Back to Black
Spillefilmen 'Back to Black' er den ekstraordinære historie om Amys tidlige liv, vejen til berømmelse og tilblivelsen af det banebrydende album ’Back to Black’. Fortalt fra Amys perspektiv, giver filmen et ærligt indblik i kvinden bag fænomenet og hendes dæmoner.
