Find din næste læseoplevelse: Kom til bogcafé på biblioteket
Er du på jagt efter din næste gode bog? Mangler du inspiration til vinterens læsning? Eller elsker du bare at høre andre fortælle begejstret om bøger, de ikke kan slippe igen? Så er bibliotekets bogcaféer måske lige noget for dig.
I november inviterer Aalborg Bibliotekerne til bogcaféer flere steder i kommunen. Her deler bibliotekarer deres bedste læseoplevelser og giver anbefalinger på alt fra nye romaner og oversete perler til bøger, der har gjort særligt indtryk det seneste år.
Hvad er en bogcafé?
En bogcafé er en hyggelig og uformel aften, hvor du får inspiration til nye bøger og møder andre læseglade mennesker.
Du behøver ikke have læst noget på forhånd. Du skal blot møde op med lysten til at høre om gode bøger og måske finde din næste store læseoplevelse.
Nogle går hjem med én titel på huskesedlen. Andre går hjem med en hel stak.