Fordyb dig i fordybelse med fire workshops i september

Det står sløjt til med vores evne til at fordybe os. Mange af os vil gerne blive bedre til det, og nu har du mulighed for at arbejde med det til fire forskellige workshops på biblioteket i september.

Af Allan Johansen

Pling! - du har fået en notifikation fra Instagram, der er nye billeder på Aula, hov - der var noget der vibrerede nede fra lommen og så videre og så videre og så videre. 

Der er hård kamp om vores opmærksomhed, og vores evene til at fordybe os hænger i laser. Ja, du har måske endda haft svært ved at nå helt ned til denne linje, uden at miste fokus? 

Kan du kende billedet? Så er der gode nyheder fra dit bibliotek: Fire fremragende fordybelsesarrangementer i september, så du kan komme i bedre fordybelsesform.

Forskellige workshops

Det er fire meget forskellige workshops, du kan melde dig til i løbet af september, men fælles for dem er, at de ser nærmere på, hvordan vi kan blive dygtigere til at fordybe os. 

Det kan både være via håndværkssysler, ved at arbejde med flow, gennem dagbogsskrivning og slet og ret via tænkepauser.

Hvis du også har gået og tænkt, at det kunne være dejligt at snakke om og træne din evne til at fordybe dig, så er det her helt sikkert noget for dig.

Skynd dig at købe en billet - for at vi rigtigt kan fordybe os sammen, har vi valgt at sætte få pladser til salg.