Trekanten udvider åbningstiden med 30 timer om ugen
Fra 17. august udvider Trekanten - bibliotek & kulturhus åbningstiden. Det giver borgere i Aalborg Øst langt større fleksibilitet og mulighed for at benytte biblioteket både morgen, aften og i weekenden.
Af Mie Møller Nielsen
Fra mandag den 17. august bliver det endnu nemmere at bruge biblioteket i Trekanten - bibliotek & kulturhus både morgen, middag og aften - og endda også i weekenden. Åbningstiden udvides nemlig med hele 30 timer om ugen, så borgere i Aalborg Øst får langt flere muligheder for at hente og aflevere materialer i en travl hverdag med familieliv, fritidsinteresser og arbejde.
Fremover vil der være adgang til kulturhuset mandag til torsdag kl. 8-21 og fredag til søndag kl. 8-18. Bibliotekets betjente åbningstid ændres ikke, men uden for den betjente tid kan du altså benytte biblioteket på egen hånd.
For at få adgang i de selvbetjente timer skal du bruge dit sundhedskort.
Vi håber, at de udvidede åbningstider vil gøre det endnu lettere for både borgere, foreninger og institutioner i lokalområdet at benytte bibliotekets tilbud.