For voksne

Et møde på biblioteket blev til 20 år med bøger

De startede en læseklub i 2006 – og er stadig i gang. Mød Annelise og Karen, der efter 164 bøger stadig glæder sig til næste møde.

Af Mie Møller Nielsen

Karen og Annelise på Hovedbiblioteket i Aalborg, hvor det hele begyndte for 20 år siden.
Karen har noteret hver enkelt bog, klubben har læst gennem tiden.

“2006” lyder måske som en hemmelig kode. Men det er det ikke. Det er navnet på Annelise og Karens læseklub og samtidig året, hvor det hele begyndte.

For næsten 20 år siden mødte de hinanden gennem et arrangement på biblioteket for folk, der var interesseret i at være med i en læseklub. I dag er de stadig en del af den samme læseklub – og selvom der har været udskiftning i medlemmerne i årenes løb, er det svært ikke at blive lidt læse-fællesskabs-misundelig på deres klub, når man taler med dem.

“Vi tænkte jo ikke, at vi sad her 20 år senere,” siger de og griner. “Men det har bare fungeret.”

Hvis man spørger dem, hvad der har fået læseklubben til at holde så længe, er svaret egentlig ret enkelt: En fælles interesse for bøger og en måde at være sammen på, hvor der både er plads til struktur og forskellighed.

Den ville jeg nok ikke have læst, hvis det ikke var i læseklubben

Den allerførste bog, de læste sammen, var ”Døden i Venedig” af Thomas Mann. Ikke ligefrem en let start, men det satte retningen.

Siden er det blevet til 164 bøger, som klubbens seks kvinder sammen har læst og diskuteret. Mest danske og nordiske romaner, ofte med en historisk vinkel. Og indimellem nogle, der udfordrer lidt mere, end man lige havde planlagt.

“Det hænder ind i mellem, at en af os siger: ‘Den ville jeg nok ikke have læst, hvis det ikke var i læseklubben’,” fortæller Annelise.

Forskelligheder er en gevinst

Netop det at blive skubbet lidt ud over sin egen læsesmag er en af grundene til, at de bliver ved. Men det er også måden, de taler om bøgerne på. I dag mødes de cirka 8 gange om året hjemme hos hinanden. Der er næsten altid noget hjemmebagt på bordet, og så går de i gang. De har en fast struktur, så alle kommer til orde, og det forventes faktisk, at man siger sin ærlige mening.

Medlemmerne er nemlig ikke ens, og det er helt bevidst.

“Vi er forskellige, og det har vi erfaret er en fordel. Det giver nemlig noget ekstra til snakken,” siger de.

Samtidig er det netop den fælles læseinteresse, der holder det hele sammen. De mødes ikke for at dele hele livet, men gennem bøgerne lærer de alligevel hinanden at kende – lidt ad gangen over mange år.

Om læseklubben “2006”

Icon Description
  • Startet i 2006 via et arrangement på biblioteket
  • Har læst 164 bøger sammen
  • Mødes ca. 8 gange om året
  • Skiftes til at være vært
  • Læser primært danske og nordiske romaner
  • Har faste roller og en enkel struktur for møderne

Overvejer du at starte i en læseklub?

Så er rådet fra Annelise og Karen enkelt: Bare gør det. Og heldigvis behøver det ikke være svært at komme i gang.

Du kan starte i det små: Spørg et par venner, kollegaer eller naboer, om de har lyst til at læse én bog og mødes om den. En læseklub kan nemlig være så enkel som en håndfuld mennesker, der læser den samme bog og taler om den bagefter.

Det vigtigste er ikke, at I gør det “rigtigt”, men at I gør det sammen.

Hvis du ikke allerede har nogen at starte med, kan biblioteket hjælpe. Her kan du få hjælp til at finde andre læseglade mennesker eller blive en del af en eksisterende klub. 

I kan også få en hånd med det praktiske:

  • Biblioteket kan skaffe flere eksemplarer af den samme bog til jer
  • I kan låne bøgerne i længere tid, så alle kan nå at læse
  • Og I kan få hjælp med inspiration, forslag til bøger og gode spørgsmål til samtalen 

Når I er i gang, kan det være en god idé at aftale nogle enkle rammer fra start: Hvor tit mødes I? Hvem vælger næste bog? Og skal I skiftes til at være vært?

Men som Annelise, Karen og "2006" også er gode eksempler på: Der er ikke én rigtig måde at gøre det på.

Det vigtigste er, at I får en god snak – og at I har lyst til at mødes igen. Og hvem ved? Måske sidder du også og læser sammen med din kommende læseklub om 20 år.

 

Har du fået mod på at starte (i) en læseklub? Så kontakt Sørine Amanda Nielsen på telefon 2057 2475 eller på e-mail soerine.nielsen@aalborg.dk eller læs mere her: https://www.aalborgbibliotekerne.dk/vil-du-vaere-med-i-en-laeseklub