For voksne

Mor er den bedste i verden

Den anden søndag i maj er det mors dag. Vi har fundet spændende bøger om, med og til de kære mødre.

Af Ditte Jensen

Kære mor. 

Du er så god til at få det hele til at se nemt ud, men jeg ved godt, at det ikke altid er lige let at være mor. Alligevel er din kærlighed endeløs, du er ikke karrig med livsrådene og du har altid plastre og trøst på lager, når vi slår os - uanset om det er på knæet eller sjælen.

Den 10. maj dedikerer vi derfor til dig, uanset hvilken slags mor du er, for du kommer jo i mange forskellige udgaver:

Måske er du en træt mor, der har længselsfulde drømme om at kunne sove helt til klokken 9 en lørdag morgen. Måske kæmper du for en dag at blive mor. Måske er dine børn voksne og for længst fløjet fra reden. Det kan være du er plejemor, hønemor eller lillemor. Du kan være hundemor til din firbenet pelsbaby, bonusmor til ti eller en mor, der mangler sin mor. Måske er du speltmor, Mette-mor eller alenemor. Dagplejemor, englemor eller bedstemor. Du kan føle dig som en ravnemor, en karrieremor eller en curlingmor. Og du kender alt til at være fodboldmor, tigermor og svigermor. 

Men uanset hvad, mor, så er du per definition den bedste - og de her bøger? De er til dig.