Bøger til din sommerlæsning
Al den gode læseinspiration til din sommerbogstak.
Af Pia Renée Bechmann
Mangler du inspiration til årets sommerlæsning, finder du her en række forslag til bøger, der på hver sin måde vil give dig en særlig læseoplevelse.
Finurlig og dramatisk roman om hvor galt det kan gå, når en flok turister på ferie i skærgården ramler ind i en amerikansk berømthed og er ved at falde over hinanden i forsøget på at gøre indtryk på og blive set af den flotte filmstjerne.
Mødet med kendissen ripper op i limningen mellem venner og familie og snart er følelserne ude af kontrol.
Karen Strandbygaard er uddannet retoriker og har et knivskarpt blik for relationer og kommunikation mellem mennesker.
Har du ikke allerede læst den helt geniale roman 'Svigermoren', må du hellere komme i gang. Om familierelationer, der går skævt og udvikler sig i katastrofale retninger - mellem mor og søn, svigermor og svigerdatter - men hvem har ret? Synsvinklen skifter undervejs, og man får pludselig nye indsigter og sympatien vakler.
'Svigermoren' er første bind i Moa Herngrens romantrilogi om de nære og svære familierelationer.
Vild med Murakami, Knausgård og Petterson? Så er det norske Rune Christiansen du skal føje til læselisten. Den prisvindende forfatter står bag flere romaner, der hver især byder på unikke og lidt mystiske universer med fine betragtning om menneske, døden, sjæl og natur i et lyrisk sprog.
Historien om Fanny, der har mistet sine forældre i en meningsløs bilulykke og tiden der følger med sorg, sårbarhed, vrede og ensomhed er både eventyrlig, forunderlig og tænksom på alle de bedste måder.
"Mit liv som kejser" af Su Tong suger dig ind i en medrivende fortælling om en ung prins, der uventet vælges som kejser og hvad deraf følger af magtspil og intriger i det kejserlige palads og udenfor dets mure.
Den nye kejser er først usikker i sit embede, og udvikler sig med tiden til en brutal og nådesløs hersker blind for rigets lidelser. Da en ny fjende står for døren, står himlens søn overfor en række nye valg for sin egen og rigets overlevelse. Blændende oversat af Sidse Laugesen.
Medrivende fortælling fra betagende Grækenland om hemmeligheder, fortid, slægt og kærlighed. Helena tilbringer sine barndomssomre i bedsteforældrenes lejlighed i Athen, hvor hendes strenge bedstefar er general i juntaen. Først da hun som voksen arver lejligheden og opdager en samling antikke genstande, forstår hun omfanget af familiens brutale fortid.
(Gen)forelsk dig i Grækenland og forsvind ind i denne underholdende roman.
Underholdende amerikansk krimi for alle med hang til dramatisk politiefterforskning med relation til fortiden og en interessant kvindelig hovedperson. Vi befinder os nær vandreruten Appalachian Trail, hvor flere piger er forsvundet fra det nordlige Georgia til Maine.
Kriminalbetjent Ellie Reeves tager sagen i egen hånd efter et opgør med far, der er egnens sherif. Mystikken breder sig, da Ellie graver i sagen og fortrængte minder om fortiden vælder op til overfladen.