Sjov og spas i Kildeparken - leg videre derhjemme
Den 7. maj samlede vi ca. 2000 børn i Kildeparken til Sprogfitnessdagen. En dag hvor sprog er noget, vi leger. Der var dømt massér af bevægelse, sproglege, solskin og latter. Her kan I se billederne fra dagen og finde legene så I kan lege videre derhjemme.
Af Ditte Trudslev


Leg videre derhjemme
Har du hørt dit barn fortælle om Heksegryden, dyrepasser hvor højt er hegnet, Robotternes kode eller Spioner på missioner? Så er det fordi at det er navnene på et udvalg af de mange lege der blev leget i Kildeparken.
På Læsesporet.dk kan I finde mange flere lege. Konceptet Sprogfitness bygger på at legene skal være nemme at gå til, hurtige at sætte op og billige i materialer, så man også kan lege Sprogfitness derhjemme, i skolen eller dagsinstitutionen. Legene er lige til at printe ud og lege med det samme - og fælles for dem er, at de stimulerer, øver og kobler børnenes sproglige kompetencer med kropslig bevægelse.
Forberedelserne til næste år er allerede i gang
Vi er allerede nu ved at forberede os til næste års store Sprogfitnessdag, hvor Aalborg Kommunes daginstitutioner med børn i alderen 5-7 år, samt skoler 1.-3. klasse igen kan deltage. Lige nu er vi ved at finde datoen for næste år. Hold øje på denne side, hvis du som lærer eller pædagog gerne vil tilmelde din dagsinstitution eller klasse til næste år. Tilmeldingen er ikke åben endnu.
Det kunne ikke lykkes uden
Det kræver mange søde og dygtige voksne at afholde Sprogfitnessdagen og udvikle lege til Sprogfitness - og vi kunne ikke klare det uden de studerende på læreruddannelsen på UCN og SOSU Nords Pædagogisk Assistent Uddannelse. Tusind tak for hjælpen. ❤️