Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

Humoristisk klimathriller om sosu-assistenten Annemette, der sammen med veninderne tager sagen i egen hånd for at bekæmpe kødindustrien og redde verdens klima. Et aktuelt emne belyst med humor og bid. Mange vil kunne trække på smilebåndet og måske give klimaet en ekstra tanke efter endt læsning

Beskrivelse

Efter en stormflod har Annemette mistet såvel mand som hestestutteri. Hun har nu fået et job som sosu-assistent, datteren bor i Århus og ex.manden sidder i fængsel. Men alt ændrer sig da strikkeklubben De hårde nåle ved en fejl kommer til at se en klimadokumentar. Nu får Annemette, Vibse og Jean en retning i livet. De vil redde jordens klima ved at bekæmpe kødindustrien, og det skal ske med alle midler. Snart er alt forandret i de tre kvinders liv. Men hvor høj en pris er de klar til at betale i kampen for et bedre klima? Og kan man overhovedet udrette noget, som gør en forskel?

Vurdering

De tre veninder og deres (skøre) og opfindsomme aktioner bringer tankerne hen på en moderne kvindlig klimaudgave af Olsen-banden. Historien er fortalt i en let tone, men under den muntre overflade er der masser af samfundskritik og fokus på et bedre miljø og en mere bæredygtig udvikling. Det er klimakampen pakket ind i en humoristisk actionthriller, hvor alvor og sjov går hånd i hånd

Andre bøger om samme emne

Den anonyme antihelt Annemette kan minde om hovedpersonen i Happy ending af Anne-Sophie Lunding-Sørensen. Den dag Bitte blev bæredygtig er en anden satirisk roman med klimaet som omdrejningspunkt