Lektørudtalelse
Kort om bogen
En slags dagbog over en datters tanker omkring sin demente mors sygdomsforløb. Nedskrevne telefonsvarerbeskeder giver indblik i et Alzheimersramt menneskes hjerne. Interessant for SOSU og andre relevante fagområder og kan også læses af pårørende til demente
Beskrivelse
Asta Larsen var et arbejdsomt og omsorgsfuldt menneske, der i sine sidste år blev ramt af Alzheimers. Bogens forfatter, hendes datter, har nedskrevet sin mors mange beskeder på telefonsvareren. Asta ringede ofte mange gange hver dag og nogle citater består af halve sætninger, fordi hun begyndte at tale før klartonen. Samlet udgør de et vidnesbyrd om stor ensomhed, angst, uro og hjemlængsel. Ind imellem findes datterens breve til en veninde, skrevet i løbet af Astas sidste 6 år. Afslutningsvis et kapitel om Astas fulde livsforløb, 1917-2006
Vurdering
Bogen læses ikke for fornøjelsens skyld. De mange telefonbeskeder illustrerer smerteligt hvor stor ensomhed, utryghed og forvirring, den Alzheimersramte lider under, og hvordan situationen rammer den nære pårørende hårdt. En trist bog, som kan give nyttig indsigt til fagpersonale i demensplejesektoren og forberede andre pårørende
Andre bøger om samme emne
Når mor har demens, Pas godt på min far og Da Aage forsvandt har også den nære pårørendes synsvinkel og oplevelse. Desuden medtager de, til forskel fra nærværende bog, en vis mængde faglig information og plejepolitiske synspunkter