Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Kort om bogen

Satirisk klimaroman om kærlighed og fanatisme i en ikke så fjern fremtid, hvor klimaforandringerne er taget til. En original læseoplevelse, der vil appellere til læsere af nyere dansk litteratur og læsekredse

Beskrivelse

I en ikke så fjern fremtid er klimaforandringerne for alvor taget til: jorden sveder, havene stiger og sneen smelter. 22-årige Heidi gør rent på fødeafdelingen og sender lange blikke efter de nyfødte. På hospitalet møder hun Kenneth, som døjer med øget svedproduktion og er 2,5 meter høj. De forelsker sig og flytter på landet for at være selvforsynende og CO2-neutrale. Lykken synes at være inden for rækkevidde, men spørgsmålet er hvor langt man vil gå for at redde sig selv eller verden. En roman om kærlighed, klimaforandringer og fanatisme, der er udgivet i forbindelse med projektet "how might we live now", hvor internationale forfattere sætter fokus på klimakrisen. Charlotte Weitze har udgivet flere romaner, senest Harzen-sanger

Vurdering

Ligesom CWs andre romaner byder denne roman også på overnaturlige elementer flettet sammen med almengyldige tematikker. CW er ikke slået bredt igennem herhjemme, måske fordi forfatterskabet netop leger med folkloristiske og eventyrlige elementer. Ærgerligt, for hele forfatterskabet emmer af originalitet og kvalitet

Andre bøger om samme emne

Kan bedst sammenlignes med CWs andre romaner p.g.a. skrivestilen og de overnaturlige elementer. Læsere af Kaspar Colling Nielsen kan også være med