Henrys mor spiller jævnligt død, indtil den dag hun faktisk begår selvmord. Herefter barrikaderer hans far sig bag chokolade og tv-serier, og da han endelig kommer ud af sin dvale, rejser han til USA og Henry er på egen hånd. Hvad stiller man op med sådan en barndom? Skal Henry følge psykolog-Karens forslag, og skrive en bog om det?