Teksten er sat med en ny font, men er ellers identisk med 3. udgave fra 1992; det gælder også det rodede fotolayout med billeder der skrider delvist ind over nabosiden. Nyt er 4. kapitel, som skildrer hvordan Jonathans næsten messianske efter-arv er lige ved at dræbe frihedsidealerne. Til trods herfor tror jeg alligevel, tiden er ved at være løbet fra Havmågen til det helt store publikum, men i opgavesammenhæng benyttes den stadig