Til slut i ét af digtene i denne samling kaldes regnen "afståelsens meningsløse/blide kys/i mørket", og afståelse set i forhold til livet handler bogens digte om. Ikke desperat, men den aldrende digters gensyn med alting før set, glæden ved konen, boligen, haven, havet, træernes velkendte former og nu og da den stadigvæk småvrisne poets Jeronimus-lyst til at give verden og mennesket karakter og form. Man læser og hygger sig, og rammes nu og da af små ordlyn og mindelser om forfatterskabet: høj poesi og stramt komponerede bøger. Her er det bare gavmildt og for det meste afslappet, et lille opsamlingsheat, som forsikrer gamle læsere om: han lever endnu, gamle Brandt. Nye læsere derimod skal straks fatte om nogle af de tidligere bøger, eksempelvis Janushoved fra 1962 da digteren var 33 år, som han refererer til i et af digtene i samlingen her, der faktisk hedder "Janushoved"