Jørgen Nielsen (1920-45) bliver ikke læst meget længere. I sin tid blev hans forfatterskab omfattende novellesamlinger og romaner godt modtaget af de fleste kritikere, og i de følgende årtier er hans romaner og især En Kvinde ved Baalet blevet læst rigtig meget. En Kvinde ved Baalet, 1933 er ikke som hans øvrige romaner desillusioneret og knugende udvejsløs, men en psykologisk langtidsholdbar skildring af en mand og hans uudtrykte forhåbninger til et jævnt hverdagsliv. Bogen foregår i 1920'erne i et midtjysk landsogn, hvor den 27-årige bondesøn Daniel slider i det, tavs, afdæmpet og kejtet. En udadvendt charlatan af en fætter dukker op og vækker Daniels slumrende længsler til live. Daniel tænker dag og nat på nabopigen Lise, som han omsider frier til. Hun er veg og holder ham længe hen, mens hun tilsyneladende indlader sig med fætteren. Daniel går bersærk, men bliver alligevel gift med Lise. Nogen tid efter mener han, at fætteren må være far til deres barn og efter endnu en voldsom episode, forsoner Daniel sig omsider med sit liv og sin skæbne. En Kvinde ved Baalet kan sagtens læses den dag i dag, om end den er lidt tung i begyndelsen. Skildringerne af personer og en svunden tid holder, men der er ikke noget blødsøden hjemstavnslitteratur over Jørgen Nielsen. Forsiden viser et portræt af forfatteren