På omslaget præsenteres forfatteren som Marcus Hitengel - et anagram af bogstaverne MICHAEL STRUNGE. Sidst i bogen opfordres læserne til at sende et billede af dem selv til digteren viafan-klubben. Dertil et par billeder, der yderligere understreger Strunges maniske forsøg på at efterabe Turélls medieflip. Krukkeri! Og slet ikke nødvendigt, fordi mange af bogens digte, som ikkeer popsange, men ret beset kærlighedsdigte i slægt med Schade og Jæger i tonen, er gode nok uden indpakning. Måske ungdommelige, men originalt formulerede digte om kærligheden mellem de to, der erbesatte af hinanden med body and soul. Der er også andre digte i bogen, som ikke bærer, men mest er efterklange af halvhysterisk punk-poesi eller digtnotater, som selv en skrivebordsskuffedigterville smide ud. Men bogens gode digte antyder, at en digter er undervejs, og som generationsytring er bogen absolut et studie værd i sin helhed: Det er vinter / jeg er vann af smerte / Udenfor erdet Hvidt af sne / indeni ensugende tomhed. Kyndelmisse slår knuder