Bliv frivillig i Makerspace
Har du lyst til at være en del af det kreative fællesskab på Aalborg Bibliotekerne? Så kan det være, du skal overveje at blive frivillig i vores Makerspace.
Hvem kan blive frivillig?
Alle, der har lyst, kan blive frivillig i Makerspace. Men inden du sender din ansøgning afsted, foretrækker vi, at du har læst og kan tjekke følgende af:
- Du har ”gået til Makerspace” i en periode, så du er sikkert allerede på fornavn med vores makere og har begreb om fællesskabet.
- Måske du er ferm med en symaskine, skarp til at lasercutte eller i dit rette element, når du holder en tuftepistol mellem hænderne. Du kan i hvert fald på forhånd finde ud af at bruge minimum to af vores maskiner - og resten kommer bare efterhånden. Du behøver ikke ende med at kunne betjene alle maskinerne. Men er du ligesom de fleste, der er glade for at besøge Makerspace igen og igen, forestiller vi os, at din kreativitet, nysgerrighed og skaberglæde gør, at du med tiden naturligt kommer til at lære flere af maskinerne at kende.
- Der kan være tryk på nogle gange, så du skal kunne håndtere, at mange tager fat i dig for at få hjælp.
- Du forpligter dig til at være frivillig en fast dag - enten tirsdag klokken 15-18, onsdag klokken 10-14 eller torsdag klokken 15-18.
- Sidst men ikke mindst har du selvfølgelig også lyst til at lære fra dig og dele ud af Makerspaces DIY-ånd.
Hvad laver man som frivillig?
Som frivillig i Makerspace er du med til at skabe god stemning og give vores gæster lyst til at besøge Makespace igen.
Du bliver naturligvis introduceret til rollen som frivillig og får løbende sparring fra makerne.
Du hjælper gæsterne i gang med deres projekter, men skal ikke gøre alt arbejdet for dem. I Makerspace gælder princippet hjælp til selvhjælp, for det er meningen, gæsterne selv skal lære at lave fx t-shirttryk, 3D-print eller bruge broderimaskinen. Du viser, hvordan programmer og maskiner fungerer og giver på den måde gæsterne en god gammeldags sidemandsoplæring. Du kan også sparre med dem om, hvordan de kan få ført deres ideer bedst muligt ud i livet. Nogle kan blot have brug for en rundvisning og introduktion til Makerspace, og det kan du selvfølgelig også klare.
Som frivillig får du lov til at lave alt, hvad dit skaberhjerte begærer, uden beregning. Skal du øve dig på en maskine eller arbejde lidt på dit eget projekt, behøver du derfor ikke betale for materialerne.
Lyder det som noget for dig?
Så udfyld formularen herunder med en beskrivelse af dig selv og hvad du kan tilbyde. Herefter kontakter vi dig (forvent 1-3 dages svartid). Sammen finder vi et tidspunkt, hvor du kan mødes med os og aftale nærmere om at blive frivillig.
Vi glæder os til at høre fra dig!