Herlufsholm Fantasy Bogmesse udskriver novellekonkurrence.

 

I weekenden den 19. og 20. oktober danner Herlufsholm Kostskole atter rammen om den traditionsrige Herlufsholm Fantasy Bogmesse, som er arrangeret af Næstved Bibliotek.


Herlufsholm Fantasy Bogmesse udskriver igen i år en landsdækkende novellekonkurrence, hvor børn og unge kan indsende bidrag til Aalborg Bibliotekerne, som står for at udvælge de bedste bidrag fra vores kommune/område.


I 2012 blev Herlufsholm Fantasy Bogmesse for første gang afholdt på Herlufsholm Kostskole. Det blev så stor en succes, at arrangementet er blevet en fast tilbagevendende begivenhed. Bogmessen afholdes i efterårsferien, nemlig fredag og lørdag den 19.-20.oktober. Her vil der blive mulighed for at møde nogle af de mest populære forfattere inden for fantasy genren, landets bogforlag vil være repræsenteret med gode tilbud, diverse rollespilsforeninger vil lave events og meget, meget mere.


Forud for selve bogmessen udskrives i lighed med de forrige år en novellekonkurrence, hvor børn og unge har mulighed for at indsende deres egen fantasynovelle. Konkurrencedeltagerne inddeles i tre alderskategorier, og de bedste noveller inden for hver kategori går videre til hovedkonkurrencen, hvor en jury bestående af de tre forfattere Nicole Boyle Rødtnes, Michael Kamp og Nanna Foss vil udvælge de endelige vindere.


De tre kategorier er opdelt efter alder. Der er en kategori for de 10-12 årige, en for 13-15 årige og en for de 16-18-årige.


Vejen til finalen går gennem tre runder: Første runde er lokal. Den lokale vinder i hver kategori går videre til anden runde, som er regional.

Vinderen af den regionale runde går til den sidste runde, som er den landsdækkende finale. Vinderne i finalen får direkte besked senest den 12 oktober. Offentliggørelsen af vinderne og præmieoverrækkelsen finder sted den 20. oktober på Herlufsholm Fantasy Bogmesse.

 

Der er flotte præmier at vinde. Alle andenpladser vinder et gavekort til Bog & Idé, sponsoreret af Langes Bog og Idé i Næstved, mens første præmien i hver kategori i år er en tur til Warner Bros Studio i London incl. rejsegavekort til fly. Vinderne af første præmierne får deres noveller udgivet af Tellerup på bibzone.dk samt en illustration af grafiker Danielle Finnster.

 

OBS!
For at deltage i konkurrencen, skal du skrive en novelle i genren ”fantasy”. Du må fortolke genren, nøjagtigt som du vil, blot historien indeholder et element af magi, noget overnaturligt eller fabeldyr.

 

Novellen må højst fylde 12 A4 sider, i halvanden linjeafstand, og bogstavstørrelse 12. Din novelle skal have navn, alder, tlf. nr., mail, adresse og titlen i sidehovedet.

 

Gem din novelle med samme navn, som din fortælling har. Så har vi lettere ved at finde din novelle mellem hundredvis af andre.

 

Alle noveller skal sendes pr. mail til line.schaumann@aalborg.dk senest 1. september 2017 kl. 12.


Vinderne får direkte besked senest 4. oktober

 

Bliv inspireret til din næste fantasy læseoplevelse her!

Spørg Biblioteksvagten