Alt dette er sandt af Lygia Day Peñaflor

Historien er bygget meget anderledes end op end jeg er vant til YA-bøger. Det hele er skrevet som beskrivelser af interviews alle uddrag fra den bog som Fatima skrev om de fire venner. Det medfører at skellet mellem historien og virkeligheden kan være svær at finde, men det fungerer bare virkelig godt til netop denne historie. 

 

Det er tydeligt at mærke Miri og Pennys frustrationer over Fatima - selvom de er frustreret over forskellige ting. Miri er frustreret over at Fatima er sunket i jorden uden at give lyd fra sig og Penny er frustreret over at Fatima udnyttede dem - men gjorde hun nu også det? Den sandhed kommer først frem til sidst, og det er fedt som læser at følge udviklingen og spændingen der bare stiger og stiger. Man ved heller ikke helt hvad der sker til sidst, hvilket efterlod mig, med følelsen af at den da ikke kunne slutte der.

 

Det er meget meta-agtigt at læse en historie i en bog, som er blevet til en historie i en bog - jeg håber det giver mening. Når du har læst den, vil det forhåbentligt! Samtidig er der et mysterie der skal løses, for hvad er der egentlig med Jonah? Hvilke hemmeligheder gemmer han på? I denne historie får de dybeste hemmeligheder i hvert fald store konsekvenser, især når det ikke er dem der har hemmelighederne, der får muligheden for at fortælle dem.

 

Der tales meget om at være transparent med sine medmennesker i denne bog, om at have hemmeligheder for hinanden. Der er vel nogle ting der ikke bør deles og som man gerne vil have forbliver private? Men hvad er der galt i at have ting der er private? Vi deler efterhånden mere og mere af os selv på fx sociale medier, men der er alligevel grænser - det er der i hvert fald for mig. Hvis alle ved alt om alle, hvad er så vores egne tanker, følelser og meninger?

 

Det er en virkelig spændende historie. Afhængig - tjek! Sulten efter mere - tjek! Hvis du vil have en anderledes YA-oplevelse, så giver jeg denne mine varmeste anbefalinger! 


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Dalbro

Forlag:

CarlsenPuls

Materialetype:

Bog

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten