Tusmørkets søn af Mads Schack-Lindhardt

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne forfatter, så skal du gøre det. Debutbogen "Tir-Nâzrals arving" er en hæsblæsende og spændende fantasyfortælling, der slet ikke har fået ros nok. Det er utrolig gennemført, velskrevet og i det hele spiller der bare på alle de rigtige tangenter - i hvert fald for mig.

 

Taykyn har ikke lyst til at være Forkynder i sin klan. Han føler ikke at han passer ind og det gør han nok i virkeligheden heller ikke. En dag angribes klanen og Taykyn træffer det valg der bliver grobund for hele hans fremtid. Det går ikke så godt for Taykyn - i hvert fald ikke i starten. Heldigvis lærer han hurtigt og han er ikke bange for at slå igen. Langsomt opdager han dog at mørket påvirker ham og han begynder at glemme - lige indtil den dag hvor han står ansigt til ansigt med en anden elver, en elver som han aldrig burde have glemt. Nu skal Taykyn afdække sandheden om de første elvere og hvilke kræfter han selv bærer. Det bliver dog ingen nem sag, men heldigvis er han omgivet af venner der både vil låne ham deres våben og komme med en kvik bemærkning - ofte når det er dybt upassende, men sådan er venner jo.

 

Jeg sad limet til siderne og kunne slet ikke slippe bogen da jeg var gået igang. Som i "Tir-Nâzrals arving" er der en masse navne vi skal lære og en helt ny kultur vi skal lære at bevæge os i, men selvom det nogle gange kan være hårdt med nye navne og mærkelige stavemåder, så fungerer det bare rigtig godt her. Persongalleriet matcher også historien godt, og Taykyn kommer på kant med flere end han bliver venner med. Alligevel formår han at samle sig en lille skare af personer der vil støtte ham - og måske endda dø for ham. Jeg blev flere gange overrasket, chokeret og frustreret over hvad han oplevede, og det er rigtig fedt at en bog kan give så mange forskellige følelsesudbrud. Ofte måtte jeg lige blinke med øjnene et par gange eller læse sætningen igen, for at være helt sikker på at jeg nu havde læst det jeg havde. Samtidig er historien utrolig velskrevet og sproget flyder bare, så man slet ikke lægger mærke til hvor hurtigt man vender siderne, før der ikke er flere tilbage.

 

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse mere og jeg håber at Mads har mange flere historier om Tir-Nâzral og alle de personer der gemmer sig her - for jeg er slet ikke klar til at sige farvel endnu!


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Dalbro

Forlag:

DreamLitt

Materialetype:

Bog

Spørg Biblioteksvagten