Min muse af Jessie Burton

Storslået roman om skabertrang, kunst og kærlighed, som vil tage pusten fra dig og overraske til sidste side.

Jessie Burton, som skrev den eminente”Dukkemageren” er tilbage med endnu en medrivende pageturner. Denne gang er handlingen henlagt til 1930’ernes Spanien og 1960’ernes London. Et mystisk maleri er omdrejningspunktet for et drama mellem tre kvinder, hvis skæbner bindes sammen henover flere årtier. Her er en storslået fortælling, der har alt hvad hjertet kan begære af drama, historie, kærlighed og spænding.

Efter at være emigreret til London forsøger 26-årige Odelle Bastian at finde fodfæste. Året er 1967 og hun får job som sekretær for den fascinerende og hemmelighedsfulde ældre Marjorie Quick på Skelton Institute (et galleri). I det skjulte skriver Odelle digte og drømmer om at blive forfatter. Odelle møder Lawrie Scott, en ung mand, der virker tillokkende og mystisk på samme tid. Han har arvet et maleri efter sin mor, som han gerne vil have vurderet.

Da maleriet ”Rufina og Løven” malet af den spanske maler Isacc Robles fremvises for galleriejeren og Marjorie, stivner de begge i bar overraskelse. Det er i sandhed et fængslende og gådefuldt maleri, og det er noget af en sensation, at det er dukket op igen. Alle troede, at maleriet var gået tabt under den spanske borgerkrig, ligesom der hersker mystik omkring den spanske malers skæbne. Snart efter er galleriet i gang med at planlægge en stor særudstilling, hvor maleriet skal vises frem for verden. Odelle fornemmer, at der er mange hemmeligheder forbundet med maleriet og bliver nysgerrig efter at kende sandheden om maleriet. Det fører læseren tilbage til Spanien i 1936.

Harold Schloss, en kendt kunsthandler, medbringer i 1936 sin hustru Sarah og datteren Olive til et afsiddesliggende landsted udenfor Malaga for til dels at redde hustruen fra sit misbrug. Olive er 19 år og drømmer om at blive maler i det skjulte. Familien får hjælp til husholdningen af et lokalt søskendepar; Isaac og Teresa Robles. Olive føler sig straks draget af den spændende flotte Isaac og Teresa er samtidig dybt fascineret af Olive. Da Sarah opdager, at Isaac maler, bestiller hun et portrætmaleri af hende selv og Olive som en gave til sin mand. Men snart vikles alle ind i et spind af hemmeligheder, indestængte længsler og skjulte dagsordener, alt imens landet er på kanten af revolution. 

”Idet Teresa trykkede på udløseren og fangede dem, som de stod, vidste hun, at noget var gået i stykker herinde. Og for første gang forstod hun, at de alle tre for altid ville være konsekvenserne af deres beslutninger, og at der ikke var nogen vej tilbage.”

Som en Pandoras æske åbnes der langsomt op for hemmeligheder og twists, man som læser ikke havde set komme. Spændingen holder hele vejen og bæres oppe af, at der jævnligt skiftes mellem fortid og nutid, lige som tampen begynder at brænde. I centrum står det mystiske maleri, som nærmest er en hovedperson i sig selv. Maleriets motiv skifter flere gange betydning eller symbolik for beskueren, som handlingen skrider frem. Jessie Burton beretter levende og man har en storladen film kørende for sit indre blik. Her er en dramatisk historie om kunst og kærlighed med et krimilignende mysterium indbygget. ”Min muse” spiller på alle tangenter!


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Hoffgaard

Forlag:

Hr. Ferdinand

Materialetype:

bog

Spørg Biblioteksvagten