Leah på offbeatet af Becky Albertalli

Denne selvstændige efterfølger af "Simon vs. verdens forventninger" levede fuldt op til mine forventninger til den. Simon og de andre personer vi tidligere har mødt spiller med igen, denne gang er det Simons veninde Leah der er hovedpersonen. Historien er bestemt underholdende og jeg sad flere gange og grinede for mig selv - både at situationer og af ting der blev sagt. Samtidig er der alvorlige emner i bogen, som der bliver taget hånd om på fineste vis.

 

Det er også fedt at hovedpersonen ikke er en af de smukke og tynde piger som normalt er hovedperson. Leah er nemlig ikke en størrelse XS, men derimod nok mere end XL og det er godt at dem der ligner hende også får en stemme i ungdomslitteraturen. Leah er egentlig godt nok tilfreds med sig selv - lige indtil hun skal finde en kjole til prom, så bliver hun usikker, men mon ikke hun ender med at se fantastisk ud?

 

Leah går og tumler med hvem hun godt kan lide - en dreng eller en pige? Inderst inde er hun ikke i tvivl om hvem hun bedst kan lide, men hun er alligevel usikker på hvordan personen vil reagere hvis denne finder ud af det. Det sjove er, at Simon er offentlig omkring hvem han er og hans seksualitet, men han kender slet ikke denne side af Leah. Den side, der faktisk mest er til piger. Hun er også meget usikker på hvordan hun skal få det sagt til Simon, men ligesom med kjolen, så ender det nok med at gå fint.

 

Det er en utrolig skøn historie og jeg er glad for at forfatteren har valgt at skrive videre på "Simonverse", for der er meget mere at hente end blot historien om Simon. Det er young adult når det er bedst og jeg er vild med det!


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Line Dalbro

Forlag:

CarlsenPuls

Materialetype:

Bog

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten