Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

En ung forsker og en noget ældre forfatter tvinges på flugt - og på jagt efter en mening i et eksistentielt drama der inkluderer svirrefluer, to døde kvinder, drømmesyner og oldtidsarkæologi i denne forrygende videnskabsthriller. For genrens fans der kan lide udfordringer

Beskrivelse

Den unge Julie Viver er ekspert i svirrefluer, men er ramt af alvorlige søvnproblemer med hallucinationer og lammelser. Det skræmmende fænomen får hende til at opsøge en søvnklinik, hvor hun dog er tæt på at omkomme. Hjemme i ejendommen er to af hendes naboer blevet dræbt, og hun søger hjælp hos den dekadente forfatter Magnus Storm. Sammen prøver de at finde en forklaring på sammenhængen ved at opsøge eksperter - alt imens Julie til stadighed er søvnløs

Vurdering

En suverænt spændende læseoplevelse at give sig i kast med. Michael Larsen kan som få andre danske forfattere få hjernevindingerne til at svirre rundt. Man er i selskab med et interessant makkerpar i en virkelighed, hvor tid og rum kan bøjes på den mest gådefulde måde, og hvor menneskehedens helt store erkendelsesmæssige spørgsmål italesættes. Sprog og komposition har et godt drive, og i tilgift opnår læseren viden om svirrefluer, oldtidsarkæologi, centralperspektiv m.m

Andre bøger om samme emne

Man kan med stor fornøjelse også kaste sig over andre videnskabsthrillere som Foucaults pendul, Frøken Smillas fornemmelse for sne og Dinosaurens fjer