Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

28-årige Freja er blevet single efter et langt forhold. Nu kaster hun sig ud i datinglivet på Tinder. Her oplever hun både dejlige, klamme, sexede og sjove dates, mens hun lærer en masse om sig selv. Underholdende chick lit især for voksne singler

Beskrivelse

Freja er lykkelig for endelig at have afsluttet forholdet til sin noget ældre, hashrygende kæreste. Hun er aldrig i tvivl om beslutningen og laver hurtigt en Tinder-profil sammen med sine veninder. Ved siden af journaliststudiet kaster hun sig med åbne øjne ind i datinglivet. Freja bliver mere og mere klar over, hvad hun selv ønsker. Hun er også - til mændenes store forbløffelse - god til at sige både til og fra. Nu skal hun bare ud og opleve og mærke verden. Men måske ville det også være rart med et dybere forhold? Hvert kapitel afsluttes med #NoteToSelf og relevant morale eller læring fra kapitlets indhold

Vurdering

En sjov og genkendelig kavalkade af kiksede dates, der er baseret på virkelige hændelser. Det bliver dog aldrig ustyrligt morsomt, da hovedpersonens mange refleksioner og råd om livet også giver romanen karakter af selvhjælpsbog til unge kvinder, der netdater

Andre bøger om samme emne

Der er flere grin og færre gode råd i Langt fra leverpostej af Birgitte Amalie Thom eller Dåsemakrellen af Mary Uhrenholt