Lektørudtalelse

Forfatter: Christian Hundebøl Høj

Kort om bogen

Udstillingskatalog med malerier, tegninger og fotografier af Paul Fischer (1860-1934), særligt kendt for at skildre København som en spirende metropol omkring århundredskiftet 1900, samt fire artikler og en introduktion om maleren. For alle med interesse for København eller dansk billedkunst

Beskrivelse

Bogen er udgivet i forbindelse med særudstillingen af samme navn på Københavns Museum fra d. 7. februar 2020 til d. 30. november 2020. Foruden tekster fra udstillingen indeholder kataloget artikler af fire forskere om perspektiver på Fischers værker i relation til samtidens kunst og København som storby. Udstillingen og artiklerne dækker malerierne, men også Fischers store produktion af plakater, postkort, bladtegninger og fotografier

Vurdering

Paul Fischers omdømme som maler har været omdiskuteret siden hans samtid. Men som billeder, der skildrer København fra en særlig, tabt tid, og som "fremstilling af tidens generelle visioner og drømme om storbyens særlige kvaliteter og dynamik" (fra forordet), er malerierne bestemt relevante og flotte. Det er en fin, overskuelig udgivelse, der både giver en passende introduktion til maleren, og fremviser mange af billederne i god kvalitet på tykt, mat papir

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke mange bøger om Fischer på bibliotekernes hylder; seneste er Paul Fischers København - og vores og Paul Fischer fra hhv. 2006 og 2005