Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Mendel

Kort om bogen

Herlig, morsom og skæv roman om 92-årige Marian Leatherby, som tvinges på plejehjem af sin familie. For læsere som holder af skæve og humoristiske romaner

Beskrivelse

92-årige Marian Leatherby skal på plejehjem, i hvert fald ifølge hendes søn og svigerdatter. Men det er ikke et helt almindeligt plejehjem, for her bor beboerne i huse formet som bl.a. lagkager. Inden da får Marian en gave af sin gode veninde, Carmella. Gaven er et hørerør, som vil vende op og ned på Marians liv. Bogen indeholder et meget beskrivende forord af romanens forfatter, Leonora Carrington, om hendes farverige, utraditionelle og forunderlige liv. For at kunne forstå bogen bedst, er det godt at sætte sig ind i forfatterens baggrund og opvækst. Bogen udkom første gang i 1974

Vurdering

Anderledes, underholdende og virkelig morsom roman. Det er som at træde ind i en helt anden verden, hvor alt kan lade sig gøre. Skøre påfund, et skarpt sprog og surrealisme er omdrejningspunkt for romanen. Sproget er lidt krævende og detaljeret, og er derfor bedst velegnet til garvede læsere, som ønsker en anderledes læseoplevelse og en roman, som man skal tygge lidt på

Andre bøger om samme emne

En helt igennem enestående og unik roman, som ikke kan sammenlignes med andet, hverken genremæssigt eller indholdsmæssigt