Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Kort om bogen

Så er anden del af historien om Harry Potter kommet i en stor flot gennemillustreret udgave, hvor vi fortsat hører om livet som elev på Hogwarts. Kan selvlæses af fantasy-fans fra 11 år og læses højt for børn fra 8-9 år

Beskrivelse

Harry er nu blevet 12 år og skal i gang med andet år på troldmandsskolen Hogwarts sammen med sine nye venner. Sommerferien har han tilbragt hjemme hos sin onkel og tante, som ikke kan lide ham, og som han heller ikke er begejstret for. I løbet af skoleåret indtræffer der endnu engang uhyggelige og mystiske hændelser, som Harry og hans venner med fare for eget liv forsøger at opklare. Bogen er gennemillustreret i farver og i forskellige størrelser af Jim Kay

Vurdering

En helt utrolig flot udgave af "Harry Potter og hemmelighedernes kammer", der kun åbner endnu mere op for historien med de fantastiske illustrationer. Harry Potter er med god grund elsket af mange, og her kan man få lidt mere af alt det gode: flotte billeder og layout oven i den fremragende historie om, hvordan Harry udvikler sig som ung magiker

Andre bøger om samme emne

I den 7. udgave af "Harry Potter og hemmelighedernes kammer" er teksten helt den samme, men det nye er det store format, lidt større end A4 med illustrationer i farver hele vejen igennem. Teksten er sat i 2 spalter med en blanding af helsides illustrationer, små illustrationer rundt på siderne og illustrationer bag teksten. Der er ikke illustrationer på hver side