A walk down memory lane - gense en god film

Kender du det? For 10, 20 eller 30 år siden så du en rigtig god film i biografen eller måske på videobånd, men tidens tand har med almindelig travlhed udvisket de fleste minder om filmens wow-oplevelse.

Filmstriben kommer dig nu til undsætning med disse 9 grovgo’e gensynsfilm, og her er lidt for enhver smag. Dyk ned i filmminderne og gense en gammel dansk krimiklassiker, engelsk tophumor med amerikanske gangstergæster, fransk elegance (med og uden dans og musik), amerikansk krigs- og agentspænding, underfundig svensk humor, samt en af de mest fantastiske dyrefilm der nogensinde er lavet. Hva’be’har!

Find popcornene frem, sæt dig godt til rette i sofaen, og tag på et dejligt besøg i din filmfortid. God fornøjelse.

Bjørnen

"Der findes en følelse, som er stærkere end styrken til at dræbe, og det er den, som lader et liv leve." Med dette citat indledes dette storslåede eventyr om bjørneungen Youk, som lever lykkeligt med sin mor i de majestætiske bjerge, da tragedien sker. Et stenskred dræber moderen, så Youk må klare sig selv. Han møder en gigantisk skamskudt grizzlybjørn, som først ikke vil vide af Youk, men da de hører ekkoet af geværskud og hundeglam, flygter de, og et venskab opstår.

Jean-Jaques Annaud forberedte sin film i seks år. Hver scene krævede måneders træning for de tolv bjørne, som delte hovedrollerne. Resultatet blev en form for film, som aldrig er lavet før, eller siden.

Se filmen ”Bjørnen” online på Filmstriben

Den fabelagtige Amelie fra Montmartre

Amélie holdes som barn hjemme, fordi far mener hun har et svagt hjerte. Som voksen arbejder hun på en café, får en åbenbaring og finder sin bestemmelse i livet som skytshelgen for andre. Hun arrangerer andres forelskelser, men sit eget kærlighedsliv har hun svære ved.

Uforlignelige Audrey Tautou charmerede sig ind i alle filmhjerter i rollen som den friske men sky pariserinde, der gerne vil gøre det så godt for alle andre, men som selv har svært ved at finde kærlighedsmelodien.  Filmen blev nomineret til 5 Oscars, og vandt to britiske BAFTA-priser i 2002. Herhjemme vandt den en Robert i 2003 som Årets udenlandske film.

Se filmen ”Den fabelagtige Amelie fra Montmartre” online på Filmstriben

Den sidste kejser

Fortællingen om Kinas sidste kejser, Puyi. Puyi sidder i fængsel, taget til fange af Den røde hær for krigsforbrydelser, og ser tilbage på sit liv. Det er indrammet af Den forbudte bys glans, en stormfuld regeringstid og den store kinesiske revolution. 'Den sidste kejser' var den første udenlandske film, der fik tilladelse til at filme inde i Den forbudte by, og den vandt ni Oscars i 1988 for blandt andet bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript. En ægte storfilm.

Se filmen ”Den sidste kejser” online på Filmstriben

Fisken de kaldte Wanda

Wanda og Otto kommer til London for sammen med Ken og George at begå et diamantrøveri. Wanda og Otto vil gerne beholde byttet for dem selv og angiver George som har luret dem og gemt byttet. Wanda forsøger at forføre Georges advokat Archie, da hun tror, at han ved hvor diamanterne er gemt. Archie forelsker sig i den sexede tyv Wanda, og han smider mere end bare advokatparykken!

Dette er et brag af en komedie, og det er tydeligt at alle medvirkende har haft en fest med at indspille løjerne. Jamie Lee Curtis og John Cleese er skønne i rollerne som Wanda og Archie, men det er Michael Palin som den stammende guldfiskeelsker Ken, og Kevin Kline som den aldeles uintelligente skurk Otto, der for alvor tager alle keglerne.

Se filmen ”Fisken de kaldte Wanda” online på Filmstriben

Nitten røde roser

En ung pige bliver kørt ned og dræbt. Hendes ulykkelige kæreste vil hævne sig på den skyldige spritbilist og hans tre passagerer. De skal lide lige så meget som han selv, og han begynder derfor systematisk at myrde de mennesker, de holder mest af. Politiet er længe ude af stand til at finde en sammenhæng mellem mordene.

Baseret på Torben Nielsens krimi fra 1973, trak filmen mange danskere i biografen i 1974. Poul Reichhardt og Ulf Pilgaard spiller politimændene der prøver at opklare de mystiske mord.

Se filmen ”Nitten røde roser” online på Filmstriben

Selskabsrejsen eller er der svensk kaffe til grisefesten

For 43 år siden blev idéen til de nu legendariske svenske film om Stig-Helmer Olsson født, baseret på den til tider absurde og grinagtige virkelighed vi lever i. Sammen med producer Bosse Jonsson har Lasse Åberg blot holdt et spejl op, så vi kan se os selv!

Den sky, men kærlige Stig-Helmer (spillet af filmens instruktør Lasse Åberg) skal på charterferie i byen Nueva Estocolmo på Gran Canaria, og møder på sin færd alle varianter af typiske charterturister. Filmen er fyldt med underfundig humor, og man kan kun knuselske stakkels Stig-Helmer, der ikke helt forstår alt hvad der sker omkring ham. Heldigvis møder han en gæv nordmand, Ole, der behændigt hjælper ham på vej, og som også optræder i de lige så sjove fortsættelser af filmen.

Se filmen ” Selskabsrejsen eller er der svensk kaffe til grisefesten” online på Filmstriben

The deer hunter

Mike, Nick og Steven drager til Vietnam, hvor de bliver taget til fange af fjendtlige soldater, men det lykkes dem at flygte. Steven vender hjem i rullestol, og Mike martres af, at Nick er forsvundet, så han vender tilbage til Vietnam for at finde ham.

The deer hunter var en af de første film der for alvor gjorde op med USA's Vietenamtraume, og har nogle fantastiske skuespillere på rollelisten, bl.a. Robert de Niro, Christopher Walken og Meryl Streep. Filmen vandt 5 Oscars ved prisuddelingen i 1979, bl.a. for bedste film og bedste instruktør.

Se filmen ”The deer hunter” online på Filmstriben

Tre døgn for Condor

Joseph Turner arbejder for en CIA-afdeling, som beskæftiger sig med at læse fremmedsprogede bøger for at finde mærkelige sammenhænge. En dag finder Joseph alle sine kollegaer myrdet, og han aner ikke, hvad han skal gøre eller hvem han kan stole på.

Robert Redford spiller CIA agenten Joseph Turner, med kodenavnet Condor, der pludselig er på flugt. En sand thriller, hvor også Faye Dunaway og Max von Sydow spiller med.

Se filmen ”Tre døgn for Condor” online på Filmstriben

Pigerne fra Rochefort

Tvillingerne Garnier lever for musikken og dansen - nu skal det her med kærligheden også bare løses. En farverig film fuld af dans, musik og eufori.

Filmens to musikalske søstre spilles af Catherine Deneuve og Francoise Dorléac, der også var søstre i virkeligheden. Superkomponisten Michel Legrand leverer den medrivende musik, og filmen er nærmest en eksplosion af flotte farver. Der findes ikke mange film som denne, candyfloss på den gode måde.

Se filmen ”Pigerne fra Rochefort” online på Filmstriben

Inspiration