Verdens bedste film

Kender du verdens bedste film?

Vi har alle en film vi måske vil kalde verdens bedste, men hvilken film løber egentlig af med titlen?

Det anerkendte britiske filmmagasin ’Sight and Sound’ udgiver hvert tiende år en top 100 over de bedste film nogensinde, baseret på internationale filmkritikeres personlige favoritfilm. I flere årtier blev førstepladsen indtaget af ”Den store mand” (Citizen Kane), instrueret af Orson Welles, som så blev afløst af Alfred Hitchcocks ”Vertigo”.

Men i år toppes listen af den belgiske film ”Jeanne Dielman, 23, Quai de Commerce 1080 Bruxelles”, instrueret af Chantal Akerman. Det er første gang en kvindelig instruktør ligger på førstepladsen. I 2012 var kun to kvindelige instruktører blandt top 100 - i år står kvinder bag 11 af listens film.

Du kan se ”Jeanne Dielman, 23, Quai de Commerce 1080 Bruxelles” på Filmstriben, men du skal give dig god tid, for den varer nemlig 3 timer og 13 minutter.

Herunder kan du finde filmen, samt andre gode film på Filmstriben instrueret af kvinder, bl.a. nr 30 på top 100 listen ”Portræt af en kvinde i flammer” af franske Céline Sciamma.

Se listen med verdens 100 bedste film ifølge ”Sight and Sound” her

Jeanne Dielman, 23, Quai de Commerce 1080 Bruxelles

Filmen følger en midaldrende enke i hendes hverdagsgøremål, mens sønnen er i skole. Indkøb, madlavning, rengøring og så det daglige herrebesøg - for at få enderne til at mødes. Lige indtil den dag det uventede indtræffer, og Jeannes trygge rutiner krakelerer.

Se filmen ”Jeanne Dielman, 23, Quai de Commerce 1080 Bruxelles” online på Filmstriben

Portræt af en kvinde i flammer

Frankrig, 1760. Kunstneren Marianne har fået til opgave at male et portræt af Héloïse, en ung kvinde som lige har forladt klostret. Héloïse skal giftes væk og den kommende brudgom vil se hvordan hun ser ud. Men hun vil ikke giftes og Marianne må male hende i smug. Hun iagttager Héloïse om dagen og maler hende i hemmelighed om natten. Intimiteten og tiltrækningen vokser imellem de to kvinder. De deler Héloïses første og sidste øjeblik af friheden, alt imens Marianne maler det portræt som skal afslutte det hele.

Se filmen ”Portræt af en kvinde i flammer” online på Filmstriben

The Rider

Efter en tragisk rodeoulykke får Brady besked om, at hans tid som konkurrencerytter er forbi. I et forsøg på at genvinde kontrollen, begiver han sig ud på en rejse efter en ny identitet og forsøger at ændre sin idé om, hvad det vil sige at være mand i hjertet af USA. Chloé Zhao, instruktøren af ”The Rider”, skrev sig i 2021 ind i Oscar-historien, da hun som den første asiatiske kvinde vandt prisen for bedste instruktør for filmen ”Nomadland”.

Se filmen ”The Rider” online på Filmstriben

Holiday

Unge Sascha er gangsteren Michaels elskerinde. Sammen med hans slæng, er de på luksusferie i Tyrkiet. Da Sascha møder den rare sejler Thomas, bryder Michaels jalousi ud i lys lue og paradisferien udvikler sig til et mareridt for Sascha. "Holiday" er Isabella Eklöfs instruktørdebut, og filmen fik flere priser ved Bodilfesten i 2019: Bedste film, Bedste kvindelige hovedrolle, Bedste mandlige birolle og Bedste fotograf.

Se filmen ”Holiday” online på Filmstriben

Miss Viborg

Rørende komedie. I en jysk provinsby er der tilsyneladende intet nyt under solen. Førtidspensionisten og tidligere skønhedsdronning, Solvej, lever helt isoleret med vante rutiner og dyrkning af gamle knuste drømme. På sin pensionistknallert tøffer hun rundt med hunden, Poul Reichhardt, og supplerer førtidspensionen med salg af sine receptpligtige piller i lokalområdet. Naboens datter, den rodløse og grænsesøgende, 17-årige Kate, aner ikke hvad hun skal stille op med sig selv og sit liv, og i et anfald af kedsomhed bryder hun ind i nabolejligheden, men overraskes af Solvej. Nu begynder et spil om hvem, der snyder hvem, men der opstår også et uventet venskab. Måske har livet mere at byde på for begge, hvis de bare tør.

”Miss Viborg” er instrueret af Marianne Blicher, og er en dejlig, bittersød, men også morsom fortælling om to outsidere i provinsen, der viser sig at indeholde mere end hvad øjet lige ser.

Se filmen ”Miss Viborg” online på Filmstriben

Varda par Agnès

Agnès Varda (1928-2019) ser tilbage på sit liv og sine mange film i et generøst og fantasifuldt selvportræt bestående af monologer foran et publikum og med klip fra hele livsværket.

Se filmen ”Varda par Agnès” online på Filmstriben

Inspiration