Undervurdér aldrig naturen

16.03.20
Et næsten profetisk tema på Ordkraft i 2017, som vi her ser tilbage på i erkendelsen af, at vi ikke får en festival i år.

Naturen er under pres. Det var budskabet bag valget af tema - Naturen i litteraturen - for den 7. Ordkraftfestival i 2017.

Ingen - måske bortset fra nogle enkelte, dystopiske forfattere - havde forestillet sig, at naturen allerede 3 år senere ville lægge Ordkraft ned. Sammen med resten af både det danske og det meste af verdenssamfundet. Naturen i skikkelse af en virus, der spreder sig med lynets hast, som er potentielt livsfarlig, og som vi endnu ikke har en kur eller vaccine for. 

Og som staten kæmper for at inddæmme og kontrollere, så vi blandt andet har måttet aflyse den 10. Ordkraft i år.

Opmuntring, mod og håb - du finder det i litteraturen

Indrømmet, det er svært at tænke på andet end Corona i øjeblikket. Men rigtig mange mennesker finder glæde og måske trøst i litteraturen og bruger tiden, nu hvor alt er lukket ned, til at få læst eller lyttet til nogle gode bøger.

Måske trænger du til inspiration eller en påmindelse om nogle af de gode bøger, der blev præsenteret på Ordkraft 2017. Bøger, som kan give dig både grin, mod og håb for fremtiden.

Erotiske egetræer og en liderlig elektriker

Har du brug for at huske det sjove, kommer vi ikke uden om Jens Blendstrup. 2017 var ikke hans første Ordkraftoptræden, men at han var med i år, skyldtes ikke mindst hans bog "Ege-ekspeditioner." Sammen med kunstneren Ole Lejbach havde Jens Blendstrup i billeder og ord givet særdeles interessant liv til kendte og ukendte egetræer rundt om i Danmark.

"Jeg er hjemmehjælperegen. Jeg har fået besked på at løbe hurtigere og hurtigere, ligesom tigerdyrene i Lille sorte Sambo, indtil jeg til sidst bliver til hjemmehjælpersmør."

(Citat fra "Ege-ekspeditioner")

Jens Blendstrups forløsende humor har som her udgangspunkt i et kritisk blik på mennesker og samfundet.

I 2016 var han aktuel med bogen "Slagterkoner og bagerenker." En roman om elektrikeren Jørgen, der mister sit job efter 22 år i firmaet Due-El, og om hans kamp for at finde fodfæste i en virkelighed i konstant forandring. En ulige kamp, der fører ham ud i både alkohol og seksuelle vildfarelser.

Svedig nøgenoplæsning

I 2017 var der måske nok noget grænseoverskridende, men ikke nogen smittefare forbundet med at sidde naturligt nøgen og tæt i en varm sauna.

Og det var, hvad der foregik på Teglgårds Plads, hvor de modige, der havde sikret sig plads i den mobile sauna, uden en trævl på kroppen, kunne nyde oplæsning af den - ligeledes nøgne - Morten Ramsland. 

Han læste op fra bogen "Æg", som er en fabulerende fortælling om en slægt, hvis historie er uløseligt forbundet med et guldæg. Fortællingen foregår i 1300-tallets Fyn, hvor overtroen styrer almuens liv. Og hvor pesten i øvrigt raser.

Har du modet til det, kan du jo bruge tiden hjemme til at læse eller lytte til "Æg".

At komme sig over det værst tænkelige

Midt i naturens ukontrollable rasen har vi også brug for håb.

Det kan man finde i den svenske forfatter Tom Malmquist, der gæstede Ordkraft i 2017 med sin selvbiografiske roman "I hvert øjeblik er vi stadig i live."

Toms kæreste dør af akut leukæmi efter at have født parrets datter ved kejsersnit. Tom står tilbage som alenefar med et nyfødt barn og skal både håndtere sin sorg og de dæmoner, han har med fra sin barndom og ungdom.

En særdeles stærk og smuk bog, som viser, hvordan man kan komme igennem selv skæbnens mest grufulde udfordringer.

Nedenfor kan du se flere af de bøger, der var med på Ordkraft 2017

Inspiration