Spændende nyhed for alle filmfans

We Are One: A Global Filmfestival

Noget af det vigtigste vores corona-nedlukkede verden har opdaget er, at vores higen efter kulturelle oplevelser er vokset betydeligt. At kultur ikke er forbeholdt en udvalgt elite, men kan vederkvæge alle, overalt i verden. Kultur i det offentlige rum er stort set sat på stand by, ingen biblioteksture, ingen kunst, koncerter, teater eller film.

Og heller ingen filmfestivaler. Alle store internationale filmfestivaler er midlertidig aflyst, og det har fået flere af dem til at indlede et samarbejde om at vise udvalgte spillefilm, kortfilm, dokumentarer, koncerter og paneldiskussioner online via YouTube, i tidsrummet 29. maj til 7. juni i år. Tiltaget hedder We Are One; A Global Filmfestival, og blandt de 20 deltagende filmfestivaler finder vi kæmper som Cannes, Toronto, Sundance, Berlin, Tribeca og Venedig. Alle film mm vil blive vist uden reklamer.

Sløret er endnu ikke løftet for hvilke film der vil blive vist, men det vil blive afsløret i ugerne op til festivalstarten. Det vil ikke være festivalernes fulde program der bliver vist, da de fleste stadig arbejder på at finde løsninger, hvor man kan opleve filmene i de biografsale hvor de rettelig hører hjemme. 

Men find popcornene frem og vær klar på YouTube på denne kanal, hvor filmene bliver vist. 

Gode festivalfilm på Filmstriben

Gennem de danske folkebiblioteker har du mulighed for at se mange gode film der har debuteret ved diverse filmfestivaler. Her er et lille udpluk.  

Sweet country  (Australien, 2017)
En stærk og anderledes western om aboriginalen Sam der skyder en mand i selvforsvar, og flygter ud i den australske ødemark. Vinder af Special Jury pris i Venedig.

The Great Buster – a celebration (USA, 2018)
Denne dokumentarfilm om den store amerikanske komiker Buster Keaton, vandt prisen for bedste dokumentarfilm ved Venedigs filmfestival.

Cold war (Polen, 2018)
Instruktøren Pawel Pawlikowski vandt prisen for bedste instruktion i Cannes for sin film om en umulig kærlighedshistorie, der finder sted i flere lande i 1950’ernes koldkrigs-Europa.

Cairo confidential (Sverige, 2017)
Barsk krimi om et mord begået på et hotel i Cairo, som skjulte kræfter tilsyneladende ikke ønsker opklaret. Filmen vandt World cinema prisen ved Sundance festivalen i 2017.

Smagen af rust og ben (Frankrig, 2012)
Den smukke kærlighedshistorie om to mennesker der er havnet i blindgyder, vandt prisen for bedste film ved BFI London Film Festival.