Solsikker sættes ind i kampen mod det usynlige

18.04.22
Solsikkeprogrammet - et internationalt initiativ – skal sikre, at usynlige handicap ikke står i vejen, når du besøger biblioteket.

Det er ikke kun i eventyr og fiktion, at man må kæmpe med det usynlige. Personer med fx hjerneskade, ADHD, angst, PTSD, epilepsi, Tourettes syndrom ) er ofte udfordrede af at gå rundt med handicaps, som andre ikke umiddelbart kan se.

Samtidig kan man både være hæmmet af sit handicap ift. at stå og forklare eller skulle bede om hjælp - ligesom det kan være svært for at andre at gennemskue, at man har brug for assistance ift. et handicap, der  ikke direkte er synligt.

Signaler til omverdenen

Solsikkeprogrammet er en simpel, men genial tilgang til problemet. Med programmets solsikkenøglesnor om halsen, kan man vælge at gøre sit handicap synligt og dermed signalere til både omverdenen og bibliotekets medarbejdere, at man har brug for ekstra hjælp og hensyn. 

Ordningen er international og i vækst herhjemme; men Aalborg Bibliotekerne bliver det første danske bibliotek, der tilslutter sig Solsikkeprogrammet. I øjeblikket tæller programmet alle større danske lufthavne, LEGO House, Lalandia, Movia, Legoland, WOW PARK, ForSea Ferries, Givskud Zoo, Tivoli, Akutmodtagelsen på Bispebjerg, Frederiksberg Hospital og Midttrafik med flere.

Der er ingen særlige fordele tilknyttet solsikkesnoren. Den viser medarbejdere og øvrige biblioteksbrugere, at man kan have brug for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hensyn; og så fungerer den som en dialogskaber ift. den enkelte persons behov for ekstra hjælp. 

En vigtig forskel

For Aalborg Bibliotekerne er Solsikkeprogrammet en velkommen mulighed for medarbejderne til at blive klogere på, hvad et usynligt handicap er - og hvordan man bedst møder en person, der har valgt at gøre sit usynlige handicap synligt vha. Solsikken. 

”Bibliotekerne skal naturligvis være tilgængelige for alle. Hos Aalborg Bibliotekerne er vi stolte af at være det første bibliotek, der gennem Solsikkerprogrammet får mulighed for at sætte fokus på behovet for forståelse og inklusion af personer med usynlige handicap. Det bliver ikke kun en stor hjælp for brugerne, men også for vores medarbejdere, der nemmere kan sikre en god, tryg oplevelse med den rette opmærksomhed og hjælp, når behovet er der,” siger bibliotekschef Kristine Nygaard.

Hos Videnscenter om Handicap er man glade for, at Aalborg Bibliotekerne tager Solsikken til sig:

”For mange mennesker med usynlige handicap er det at benytte et kulturtilbud, som biblioteket, ikke altid så ligetil. Det vil gøre en kæmpe forskel i mange menneskers liv, at de kan føle sig velkomne hos Aalborg Bibliotekerne på trods af udfordringer, der måske kan gøre det svært at finde materialer eller at overskue indlåns- og udlånsprocesser. Det er en stor fordel, at man med solsikkesnoren kan signalere til medarbejdere og øvrige brugere, at der kan være behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Det ville være fantastisk at få flere biblioteker med på ideen, for Solsikken skaber tryghed og gør, at flere kan føle sig velkomne,” fortæller centerchef i Videnscenter om Handicap, Dorte Nørregaard.

Solsikkesnoren udleveres gratis og uden spørgsmål hos alle Aalborg Bibliotekernes filialer og bogbusser. Den kan også købes via www.solsikkeprogrammet.dk, hvor du kan læse mere om programmet.

Kontaktinformation
Aalborg Bibliotekerne, Mette Schønning, 9931 4355 | mette.schoenning@aalborg.dk
Videnscenter om Handicap, Dorte Nørregaard, Centerchef. 40 92 27 64