Skilt med teksten "Noveller". I baggrunden anes bibliotekets hylder med bøger,

Snack før sengetid og uforpligtende sidespring

Tips til overraskende, overumplende noveller, der iscenesætter velkendte hverdagssituationer, så de bliver underfundige, pinagtige og grotesk morsomme.

De følgende linjer må være enhver inkarneret dansklærers hede drøm: Her følger nemlig en ubetinget, helhjertet, gennemsyret hyldest til noveller.

”De er korte (i hvert fald typisk kortere end klassiske romaner), normalt har de en enkelt hovedhandling og et begrænset persongalleri. Og så fortæller de ofte om en uventet, overraskende begivenhed, der kuldsejler orden og harmoni, inden en ligeså overraskende, finurlig, vild, anderledes slutning genopretter roen eller skaber en ny orden.”

Ihærdigt forsøgte min gamle dansklærer at overbevise mig og mine klassekammerater, mens jeg ligeså ihærdigt forsøgte at opmønstre en begejstring for formatet. - I det mindste var novellerne hurtigere læst, end de tunge murstensromaner, vi også blev tvunget til at dissekere i dansktimerne.

En snack før sengetid, et uforpligtende sidespring

Men vi har alle ret til at blive klogere. Og jeg sender i dag gerne en ubetinget tak til min barn- og ungdoms tålmodige dansklærere, fordi de bar over med min teenage-vrangvillighed og studentikose bedrevidenhed. For noveller kan være vidunderlige, livgivende afbræk mellem hverdagens uundgåelige indkøb og støvsugning, facebook- og insta-opdateringer. Deres korte, afgrænsede form gør også, at man let kan snuppe et par på sengekanten (men pas på, det kan være vanedannende, uforpligtende sidespring, pirrende peak ind i andres verdener).

Destilleret og kondenseret, underfundigt befriende

Men tag ikke fejl. Noveller er ikke kun en hurtig flirt. Fordi teksterne er korte, er der ikke plads til mange svinkeærinder og udenomssnak og lange miljøbeskrivelser. Som en anden dansklærer fristes jeg til at hævde, at novellen er "forfatterskab skåret tæt ind til benet". Her er kun plads til det allervigtigste; sproget destilleret og kondenseret.

Bevares, noveller kan være udfordrende, triste, besværlige og ligefrem deprimerende og destruktive. Men de novellesamlinger, jeg har fundet frem nedenfor, er det modsatte. De er sjove og overraskende - og ikke mindst letlæste. Fælles for dem er også, at de iscenesætter velkendte hverdagssituationer, så de bliver underfundige, pinagtige og grotesk morsomme.

Snup en (eller to) i aften eller inden du gør has på vaskekurvenes bugnende indhold. - Og send - om nødvendigt - en kærlig hilsen til din dansklærer ...

God fornøjelse!
 

Inspiration