Smukt forgrenet og tankevækkende roman om tid, skæbne og verdens undergang

Det er mennesker, det handler om, frem for undergang og katastrofe, når forfatteren skildrer pandemier og ødelæggende klimaændringer. Hun bringer læseren helt ind under huden på sine karakterer, og vækker med sine nære betragtninger filosofiske overvejelser om skæbne og liv. 

Sproget er en stor del af oplevelsen, når man læser Emily St. John Mandel. Hun tryller med ordene, smager på dem og vender dem rundt i overraskende og tankevækkende nye perspektiver, der medvirker til en gåde- som frydefuld oplevelse af hendes værker.

En tidsrejsende detektiv

’Stilhedens hav’ udspiller sig i punktvise nedslag og begivenheder over flere århundreder fra 1912 til år 2401. Pandemier og klimaændringer har præget Jorden, og i forsøget på at fremtidssikre menneskeheden påbegynder man opbygningen af flere kolonier – først på Månen og senere længere ud i solsystemet.

Gaspery-Jacques Roberts er opvokset i Koloni To, også kaldet Natbyen, på Månen i Stilhedens Hav. Via sin søster Zoey får han ansættelse på Tidsinstituttet som tidsdetektiv. Efter et langt træningsforløb får han til opgave at rejse tilbage i tiden for at opklare mysteriet om en anomali, der har bragt forstyrrelser gennem århundrederne. Mens han undersøger fænomenet, opstår der en uforklarlig samhørighed med flere af de personer, han møder på sin vej gennem tiden.

Snart er Gaspery igangsætter for et farligt foretagende, der måske får konsekvenser for ikke blot ham selv, men hele menneskeheden.

Emily St. John Mandel har skrevet en betagende roman med filosofisk anslag, og som i ’Station 11’ bevæger hun sig stilsikkert rundt med finesse og fornemmelse for det spekulativt foruroligende og uventede slutninger.