Smuk som et stjerneskud

03.03.22
"Smukkere ser hun ud...". Du kan næsten ikke lade være med at synge med, og lørdag den 5. marts er der lagt op til en aften, hvor familien Danmark rigtig skal hygge, når vinderen af Dansk Melodi Grand Prix skal findes.

Melodi Grand Prix er lig med familiehygge foran fjernsynet, hvor der bliver disket op med slik, chips og snacks i lange baner. Hele familien samles for at lytte til den store sangkonkurrence, hvor der skal kåres en ørehænger, som forhåbentlig hænger ved i mange år og bliver skrevet ind i historiebøgerne som en ægte grand prix-klassiker.

Danmark har haft mange gode sange med igennem tiden, som stadig sætter gang i den store fællessang, når de bliver afspillet. I flæng kan nævnes "Smuk som et stjerneskud", "Krøller eller ej", "Boom Boom" og "Only teardrops".

Lørdag den 5. marts skal vi til det igen - finde en vaskeægte grand prix-sang, som med stor ære kan repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i maj måned - og måske endda gå til tops. Indtil vi finder ud af, om Danmark har det, der skal til denne gang, kan du jo fornøje dig med at læse om de tidligere grand prix-sangere, deres karriere og ikke mindst om deres ørehængere, der har gjort dem mere eller mindre verdensberømte.

Tags
Inspiration