Skønne realistiske Young adult romaner

30.06.20
Sol, sommer og en god bog. Her får du fem bud på fantastiske ungdomsromaner, der er must reads til sommerferien.

Kvantespring af Lise Villadsen

Astrid og hendes storesøster Cecilie går begge i gymnasiet. Astrid burde nyde tiden i 1.g, og Cecilie burde glæde sig til studentertid og sabbatår. Men Cecilie er syg med angst og har brug for mere og mere hjælp til at klare selv de mest basale ting. Hele familien er under stort pres, men selvom alle ofrer sig for at få dagligdagen til at køre rundt, går Cecilies liv bare mere og mere i stå.

Det øjeblik du tvivler af Sarah Engell

Vigga er skater, en rigtig dygtig skater, og som ung kvinde i en mandesport skal man være hårdfør. Så Vigga har droppet dating og træner intensivt for at bevise, at kvinder er lige så gode til at skate som mænd. Lige indtil hun uventet forelsker sig. Han er lækker, han er cool, han er skarp. Han ser ind under Viggas hårde ydre og vil gøre alt for at passe på hende. Også da hun pludselig begynder at modtage ubehagelige trusler.

Papirbryllup af Laura Ringo

Pil og Mia er studerende og bor sammen i Pils lejlighed. De sover i samme seng uden at gå i seng med hinanden og har udviklet en kollektiv spiseforstyrrelse.
Da de har boet sammen i et år beslutter de sig for at holde fest og fejre papirbryllup. Men som aftenen skrider frem, viser det sig, at der måske alligevel ikke er så meget at fejre. 

Se mig af Sanne Søndergaard

Zira og Alberte var har været bedste veninder altid, men pludselig går alt i stykker mellem dem. Så starter de på samme gymnasium, og mens Alberte begynder at få succes som youtuber og bliver vildt populær, lukker Zira sig mere og mere inde i sig selv. Men måske er alting ikke, som det ser ud i en video på youtube.

Smuk, smukkere, smukkest af Sofie Riis Endahl

Claire er kæreste med Asbjørn, men føler sig hverken smuk nok til ham eller Instagram. Lærke er elitesvømmer, drikker ikke alkohol og gider egentlig ikke med til festen. Men Jonathan med det blå hår kommer. Rosemarie er alle drengene vilde med. Dog ikke altid dem, hun selv er vild med. Og er ligegyldige kys på dansegulvet virkelig mere værd end kærligheden?