Foto: Morten Holtum
Foto: Morten Holtum

Sex og bidsk satire på Ordkraft

17.02.20
Det summede af sex og erotik, da Ordkraft for 3. gang slog dørene op i 2013.

I begyndelsen var Ordet. Men så kom Adam og Eva. Og så blev det kompliceret ... Alt sammen afspejlet i Ordkraft 2013.

Lillekoneaften

Første aften startede saftigt ud. Den erotiske litteratur blev grundigt debatteret og demonstreret af et bredt panel af bl.a. forfattere, skuespillere, en sexolog og en filmanmelder. Undervejs hædrede panelet forfatter Louise Juhl Dalsgaards digt "Snebær", som det bedste erotiske digt blandt 100 deltagende bidrag.

Lillekoneaftenen sluttede i Biffens bløde biografmørke med Ole Michelsens præsentation og visning af filmen "Poupoupidou." En sexet, fransk krimi fra 2013 om fotomodellen, Candice Lecoeur, der tror, hun er en reinkarnation af sexsymbolet, Marilyn Monroe.

Det umulige samliv - ifølge Maise Njor og Fay Weldon

Efter ekstasen kommer hverdagen. Med udgangspunkt i bogen "Livet for let øvede", en mailkorrespondence mellem journalist Maise Njor og den verdensberømte, britiske forfatter Fay Weldon, talte de to på scenen om, hvor svært det er at være kvinde i et mandsdomineret samfund. Men også om, hvor svær kærligheden er, når man som kvinde lever et selvstændigt liv.

Maise Njor er ved indledningen af deres mailkorrespondance nyskilt og ulykkelig, Fay Weldon er lykkeligt gift på 20. år med sin 15 år yngre mand. Maise Njor er kendt for sin sårbare åbenhed om personlige anliggender, Fay Weldon er den gamle, vise kvinde, der er kendt for sit bid og sin grusomme satire. Det blev til et meget morsomt, og lærerigt mix.

Sonnergaards samfundskritiske satire

Fay Weldon var ikke den eneste forfatter på årets Ordkraft, der er berømt for sin bidske satire.

Den københavnske forfatter, Jan Sonnergaard, optrådte i 2013 for, hvad der skulle vise sig at være sidste og eneste gang, på den nordjyske litteraturfestival. Han døde som bekendt alt for tidligt 3 år senere, kun 53 år gammel.

Jan Sonnergaards satiriske bid, havde især udspring i en social indignation. Oplevelsen af, at alt for mange er ufortjent rige, mens tilsvarende mange er ufortjent fattige. Han mestrer med få ord at skildre sin personer, så man ikke kan overse deres fejl og mangler. Debuten "Radiator" fra 1997 var en rå og hård skildring af personer, der lever lidt på kanten af samfundet, og novellesamlingen blev en af 90'ernes mest læste værker.

På Ordkraft 2013 var fokus på den helt nye novellesamling, "Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad i fremmede byer". Novellens hovedpersoner var igen mænd af forskellig utilpasset støbning, som i denne bog har fundet vej ud af Københavns nordvest, og som dyrker en mere hedonistisk livstil med dyre restaurant- og bordelbesøg i europæiske hovedstæder.

Som et lille kuriosum på Jan Sonnergaard, skal det nævnes, at hans dramatikergennembrud faktisk fandt sted på Aalborg Teater med uropførelsen af hans teaterstykke "Sex." Det fandt sted i 1999.

Inspiration