Filmstriben

Råkold efterårsaften? Lad en god dansk film give dig varmen igen

Filmstriben.dk byder på seks næsten nye danske film

Danmark er, når vi skal være helt ærlige, ikke verdens største land, og det danske sprog forstås ikke af ret mange uden for landets grænser. På trods af dette er Danmarks filmindustri i stand til at lave film i verdensklasse, som endda fra tid til anden hjemtager fornemme priser ved diverse internationale filmfestivaler. Jo, dansk film spænder vidt, fra friske komedier og feelgood film, til uhygge, spænding, krig og drama. Og ikke at forglemme, interessante dokumentarer.

For at underbygge dette postulat, er her en lille buket af nyere danske spillefilm, samt en enkelt dokumentarfilm, der alle kan nydes på Filmstriben, bibliotekernes online filmservice. Se bl.a. krigsdramaet ”Erna i krig” med altid fantastiske Trine Dyrholm, eller grin med de tre skønne divaer Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad i komedien ”Madklubben”, der bl.a. foregår i Italien. Her er noget for enhver filmsmag, og glem ikke at Filmstriben er fyldt med masser af andre gode, både danske og udenlandske.

God fornøjelse.

Madklubben (2020)

Marie, Vanja og Berling har kendt hinanden lige siden skoletiden. De tre kvinder er i deres livs efterår og slås med hver deres. Efter en turbulent tid hjemme i Danmark beslutter de at tage på madkursus i Syditalien. Rejsen bliver dog ikke helt den tur, de havde regnet med, og de hede sydlandske aftener byder på både flirt, jalousi og sandheder, der pludselig skal på bordet. Midt i virvaret opdager de tre dog, at livet har langt mere at byde på og at det aldrig er for sent…


Se filmen ”Madklubben” online på Filmstriben

Søster (2021)

To søstre mødes i forbindelse med deres mors død i deres barndomshjem, hvor den ældste søster bor. De er begge præget af en ulykkelig barndom med forældrenes druk og skænderier. I deres møde kommer hemmeligheder op til overfladen, som sætter deres søsterkærlighed på prøve.

Se filmen ”Søster” online på Filmstriben

Vores mand i Amerika 2020)

9. april 1940 angribes Danmark af det nazistiske Tyskland med krav om øjeblikkelig og betingelsesløs kapitulation. Regeringen overgiver sig efter få timer og indleder herefter samarbejde med nazisterne. Men på den anden side af Atlanten sidder Danmarks ambassadør i

Amerika, vovehalsen og verdensmanden Henrik Kauffmann, der er villig til at sætte alt på ét bræt. Han nægter at føje de tyske krav og iværksætter i stedet en rebelsk plan for at besejre Hitler og give den danske befolkning friheden tilbage.

Se filmen ”Vores mand i Amerika” online på Filmstriben

Erna i krig (2020)

Året er 1918. Første Verdenskrig hærger i Europa, mens Erna Jensen (Trine Dyrholm) lever sit jævne, stilfærdige liv hjemme i Sønderjylland, hvor hun bor med sin enfoldige søn, Kalle. En dag banker den lokale landbetjent Meier på hendes dør for at hente Kalle til krigstjeneste for Det Tyske Kejserrige, som Sønderjylland er en del af. Men Erna har ikke til sinds at sende sin eneste søn til skyttegravskrigen. Hun må selv gribe til handling, hvis Kalle skal reddes fra den sikre død. Forklædt som menig soldat drager Erna afsted til fronten sammen med Kalle og et regiment af sønderjyske landsmænd. I mødet med soldaten Anton Seiersen vækkes nye ukendte sider til live i Erna - og hendes dunkle fortid kommer frem i lyset og ALT forandres!

”Erna i krig” er instrueret af Henrik Ruben Genz og baseret på Erling Jepsens roman af samme navn.

Se filmen ”Erna i krig” online på Filmstriben

Krudttønden (2020)

I april 2015 rammes Danmark af et terrorangreb. To mennesker bliver dræbt i Kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge, og politiet indleder en klapjagt på den formodede gerningsmand, den radikaliserede dansk-palæstinensiske Omar El-Hussein.

Se filmen ”Krudttønden” online på Filmstriben

Hvis man har lyst til at vide mere om omstændighederne bag den ulyksalige aprildag i 2015 der ligger bag filmen ”Krudttønden”, har instruktøren Nils Giversen lavet en dokumentarfilm om begivenheden.

Angrebet - Omars vej til Krudttønden (2020)

I 2015 angreb den unge mand Omar el-Hussein med skydevåben kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i København og dræbte derved to personer og sårede flere. Dokumentarfilmen udreder gennem interviews, arkivbilleder, rekonstruktioner og overvågningsvideoer hvad der skete og Omars baggrund for at begå forbrydelsen. Samtidig diskuteres PET’s indsats m.h.t. at forebygge dette terrorangreb.

Se dokumentaren ”Angrebet - Omars vej til Krudttønden” online på Filmstriben