Opera på Aalborg Bibliotekerne

09.08.22
Stærke digitale operaoplevelser, fantastiske operaudgivelser og fine operabøger

Stærke digitale operaoplevelser

Hvis du er registret som låner på biblioteket og bosiddende i Aalborg Kommune, kan du kvit og frit få adgang til store musik- og operaoplevelser – hjemme fra sofaen. Læs mere på vores hjemmeside under Netbiblioteket.

Medici.tv

Medici.tv er det største online katalog af klassiske musik-, opera- og dansevideoer fra 1940'erne til i dag. Du finder mere end 3.500 musikalske værker, mere end 1.800 film, koncerter, operaer, dokumentarer og balletter samt daglige live events, der kan streames fra verdens mest prestigefyldte venues.

Naxos Music Library

Naxos Music Library er verdens største online bibliotek for klassisk musik. Du kan streame mere end 150.000 albums og 2.3 mio. numre af standard eller sjældent repertoire. Og der kommer nye albums til hver måned. Biblioteket indeholder komplette kataloger og titler fra mere end 1.000 pladeselskaber.

Qello Concerts by Stingray

Oplev ikke mindre end verdens største samling af magiske koncertoptagelser i fuldlængde, dokumentarfilm om legendariske musikere og komponister og historien om tilblivelsen af berømte albums. Med Qello kan du streame koncerter og musikdokumentarer fra de største kunstnere tilbage fra 1920'erne til i dag.

Fantastiske operaudgivelser

Vi har kigget vores musiksamling igennem og fundet en lille stak operaudgivelser, som på hver deres måde bidrager til forskellige vinkler på temaet for årets operafestival: Gal eller Genial. Lån cd’erne næste gang du besøger biblioteket eller bestil dem på www.aalborgbibliotekerne.dk

Lucia Di Lammermoor af Donizetti 
Historien om Lucia, der bliver tvunget til at gifte sig med en mand hun ikke elsker, i stedet for ham hun vil have, den ender med, at hun bliver vanvittig, og det har Donizetti sat i den mest hjerteskærende- og vidunderlige – musik. Lucias berømte vandvidsscene er en af de mest berygtede og halsbrækkende sopranarier der findes, der slutter på det høje f – over det høje c.

Medvirkende: Diana Damrau, Joseph Calleja, Ludovic Tezier, Nicolas Testé, David Lee, Marie McLaughlin, Andrew Lepri Meyer. Münchener Opernorchester og kor dirigeret af Jesús Lopez-Cobos. (Erato Warner Classics 2014)

Bestil materialet her.

Cosi fan Tutte af Mozart
Mozarts gale og geniale opera om søstrene Dorabella og Fiordigli, kan man også høre uddrag af til Operafestivalens koncert: Opera og Bobler. Det er en ægte forviklingskomedie, om to kærestepar der afprøver hinandens troskab i et forrygende setup af forklædninger, iørefaldende arier, misforståelser og intriger. 

Medvirkende: Simone Kermes, Malena Ernman, Christopher Maltman, Kenneth Tarver, Anna Kasyan og Konstantin Wolff. Musicaeterna dirigeret af Teodor Currentzis. (Sony, 2014)

Bestil materialet her.

Otello af Gioseppe Verdi
Verdis opera i 4 akter baseret på Shakespeares drama af samme navn. Operaen handler om krig, forræderi og kærlighed, og om hvordan en af de mest onde sataner i operahistorien – den hævngerrige Jago - spreder intriger, løgne, jalousi og mord. Vi har den i en genial indspilning med Placido Domingo som Otello og Justino Diaz som den onde Jago. 

Medvirkende: Placido Domingo, Katia Ricciarelli, Justino Diaz, Ezio di Cesare m.fl. Chorus and Orchestra of Teatro alla Scala. Dirigeret af Lorin Maazel. (Virgin Classics, 2006)

Bestil materialet her.

Carmen af Georges Bizet
Historien om den fascinerende kvinde Carmen der sætter sin frihed så højt, at hun går i døden for den. Genial opera der har det hele, dramatik, farver, og fængende melodier. Rigtig fin opera at begynde med, hvis du ikke har lyttet så meget til opera før. Vi har den i flere forskellige indspilninger, og har her valgt en med Angela Gheorghiu som Carmen.

Medvirkende: Roberto Alagna, Angela Gheorghiu, Thomas Hampson, Inva Mula.  L’Orchestra du Capitole, dirigeret af Michel Plasson  (Emi, 2003)

Bestil materialet her.
 

Fine operabøger

Bliv klogere på opera i en fart. Vi har fundet fire bøger, som vil inspirere og bringe dig ind i operaens og den klassiske musiks verden. 

"Guldstykker: en uundværlig guide til 100 højdepunkter i klassisk musik og opera" af Søren Schauser:
Hvad er det særlige ved et klassisk musikstykke? Hvad bør man især lægge mærke til? Svaret får vi i denne sjove gennemgang af 100 værker fra klassisk musik og opera. Bogen er for både novicer og kendere indenfor klassisk musik. 

"En lille bog om opera" af Kasper Holten:
Instruktøren Kasper Holten (f. 1973) fortæller om sin fascination ved operakunsten og kommer med eksempler på sit arbejde som iscenesætter og operachef.

"Opera i øjenhøjde: en grundbog i 3 akter for entusiaster og begyndere" af Henrik Engelbrecht:
Første del gennemgår operahistorien med portrætter af de vigtigste komponister, næste del om en operaforestillings tilblivelse fra ansættelse af dirigent til premiere, og sidste del om praktiske tips til bedre operaoplevelser.

"Lottes operabog" af Lotte Heise:
Lotte Heises personlige introduktion til 40 kendte operaer. Med udførlige handlingsreferater, anbefalinger af indspilninger, beskrivelser af opførelser, arier og partier samt komponistportrætter.
 

Inspiration