Nye brætspil på hylderne

Vi udvider - igen - vores brætspilsamling. Se her hvad du kan glæde dig til!

Vi har glædet os i månedsvis til at fortælle om det her, og nu er de endelig kommet! Nye brætspil til vores samling!

Du kan blandt alt for meget andet glæde dig til at kunne låne Portal: The Uncooperative Cake Acquisition Game, Vinhos, Catacombs og den nyeste tilføjelse til Azul-familien; Summer Pavillion.

Lige her vil to af vores brætspilsentusiaster, Kristian og Thomas fortælle lidt om hvilke af vores nye spil, de glæder sig mest til at få fingrene i!

Thomas glæder sig til at spille Portal og Valerian

Valerian: The Alpha Missions
Filmen var fed, tegneserien er fed, det kan næsten kun blive godt. Jeg glæder mig til at prøve dette længe ventede spil. Spillet skulle tage udgangspunkt i samme spillestil som Forbidden Island, hvor man skal ud at undersøge området omkring sit rumskib for at finde energi. Det er et samarbejds- eller co-op spil så her er der kun gode vindere eller dårlige tabere. Jeg glæder mig til at få det i hænderne og få det prøvet!

Portal: The Uncooperative Cake Aquisition Game
Jeg er stor fan af Portal-spillene til pc. Derfor er jeg meget spændt på hvordan brætspillet fungerer. Alt i boksen ser ud til at følge temaet fra spillet, og reglerne virker til at være rimelig simple. Så jeg glæder mig til at sende mine testpersoner ud i livstruende situationer, for at få fingre i kagen.
Men husk ”The cake is a lie!”

Kristian glæder sig til at spille Tapestry

Tapestry
Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med Tapestry. Spillet er tungt, tager over to timer at spille, men har nogle vildt flotte modeller og gamedesignet skulle være helt i top.
Det at spillet kombinerer både hand management og tile placement gør det perfekt for mig at bruge en aften på. Tapestry kan spilles 1-5 spillere og jeg glæder mig både til at spille det selv og med et par venner.

Kristian viser Clank! in! Space! frem.

Clank! in! Space!
Jeg glæææææder mig som et lille barn til at spille Clank! in! Space!
Jeg var ret tosset med den normale udgave af Clank!, men jeg ser endnu mere frem til at prøve kræfter med rumvæsner, hacke ting og slippe afsted med skatten – in! Space!
Prøv det her spil hvis du - ligesom mig - er vild med deckbuilding. Clank! er nemt at lære, men svært at mestre.

OBS: Ingen af de ovennævnte spil er til udlån endnu, men hold øje - de kommer lige om lidt!