
Noget der ligner Downton Abbey
I slutningen af september havde Downton Abbey præmiere som film, og derved blev der sat punktum på historien om herskab og tjenestefolk på det britiske slot Downton Abbey.
'Upstairs & Downstairs' er indbegrebet af engelsk adel, hvor ære, klasse og etikette betyder alt. I denne samling bøger skorter det ikke på familiestridigheder, Kirsten-giftekniv-typer, sladder i krogene, slægtshistorie, velopdragne reprimander og ikke mindst ulykkelig og hemmelig kærlighed.
Elsker du tv-serien og filmen om Downton Abbey og ville ønske, at den fandtes som bog, så er der hjælp at hente her. På listen finder du e-bøger fra eReolen om det engelske herskab og tjenestefolk, der i stemning og miljø minder om Downton Abbey.
Nogle af dem kender du allerede: Jane Eyre, Fornuft og følelse etc. men andre er du måske aldrig stødt på før. Men er du vild med Downton Abbey, så går du ikke helt galt i byen med nogen af bøgerne på denne liste. Mange af dem findes også som lydbøger, hvis du foretrækker det.
God læselyst!