Når børn og unge får angst

19.07.21
Spørgsmålene og bekymringerne er mange, når børn og unge har angst tæt inde på livet. Her finder du et udvalg af ærlige, stærke og håndsrækkende bøger om angst.

”Ida kigger ned, da hun passerer dørtrinnet ind til klassen. På den måde behøver hun ikke at se nogen i øjnene, så er det også, som om de andre ikke ser hende. Hvis hun siger godmorgen, ser de op, og så stikker alles øjne.” 

Sådan indleder forfatter Puk Krogsøe sin nye tween-roman – "Bare lad mig være" (2021). Måske ved du lige, hvordan Ida har det, der på vej ind i klasseværelset. Med klamme håndflader og et bankende hjerte. Med angsten lurende lige under overfladen. Eller måske kender du et barn eller en ung med angst?

Der er sket meget i Idas klasse, og venskaberne er skiftet ud. Ida føler sig fremmed i klassen, og hun har svært ved at række ud til de andre. Ida har angst ... hun ved det bare ikke.
"Kan ting ændre sig? Også det umulige? Måske endda mig?", skriver Ida i et haikudigt. ’Bare lad mig være’ er en bog helt i øjenhøjde med til børn og unge i alderen 10+ om angst – og ikke mindst om at finde sig selv igen. Langsomt og med hjælp fra dem, man stoler på. 

Vi skal turde tale og læse om angst 

Angst har utallige ansigter, og flere og flere børn og unge får som Ida i ’Bare lad mig være’ en angstdiagnose. Men hvad er angst? Hvor kommer den fra? Hvad sker der i hjernen og kroppen, når angsten kommer buldrende? Hvordan tackler man bedst angsten? 

"Når børn og unge får angst" (2021) af psykiater og hjerneforsker Peter Lund Madsen er en ny fagbog, der søger at give svar, råd og ikke mindst håb. Både fra flere eksperter og en række familier, der har haft angst helt tæt på. Her fortæller børn, unge og voksne deres egne historier – om mødet med angsten, om skolevægring og om forskellige former for behandling og terapi. 
Bogen henvender sig til voksne, men den er skrevet i et sprog, så den kan læses af større børn og unge selv – eller måske endnu bedre i fællesskab. 

Du er ikke alene – og der er håb

Både dansk og udenlandsk ungdomslitteratur knopskyder heldigvis også med vedkommende historier om angst. 
"Kvantespring" (2020) af Lise Villadsen er en virkelig velskrevet historie om en families kamp med angst. Astrids storesøster, Cecilie, lider af angst og har rigtigt svært ved at håndtere hverdagen i 3.g. Astrid må støtte Cecilie hver gang, hun har brug for det, og pludselig er der slet ikke plads til bare at være Astrid. 

Herunder har vi samlet mere skønlitteratur primært for større børn og unge i alderen 12+. Bøger, der på forskellige vis nuancerer og sætter ord på at være ung med angst. Bøger, der viser, at angstramte ikke er alene. At angst skal tages alvorligt. At der med den rette hjælp og støtte er håb.
 

Inspiration