Musikfilm fra Filmstriben

Vi præsenterer her fem rigtig gode film, der alle har musik som bærende omdrejningspunkt. De er meget forskellige, men alle særdeles se- og høreværdige. God fornøjelse.

A Prairie Home Companion (USA, 2006)

A Prairie Home Companion er en af disse små oversete filmperler, der er gået under radaren hos de fleste. Den emmer af stemning og fantastisk musik, specielt hvis man har hang til country & western. Et live radio-musikshow i Minnesota skal sende sin allersidste udsendelse, og vi følger de hektiske forberedelser før, under og efter programmet bliver sendt, på scenen og bag scenen, hvor der er masser af drama. Det er komediedrama fortalt med et Robert Altman’sk tilbagelænet glimt i øjet, og det er en fryd at se alle de mange lag smelte sammen til en sammenhængende fortælling. Rollelisten bugner af talenter, såsom Meryl Streep, Lily Tomlin, Woody Harrelson og Kevin Kline, men læg først og fremmest mærke til Garrison Keillor, som både har skrevet historien, og spiller hovedrollen som blæksprutten GK der holder styr på det hele.

Pigerne fra Rochefort (Frankrig, 1967)

Denne film er lidt speciel. Det er en fransk musical, hvor der nok bliver sunget mere end der bliver snakket. Men lad ikke det afskrække dig, for når Catherine Deneuve og Francoise Dorleac går i gang, garanterer jeg det vil bringe et stort smil frem på dine læber. De to, som også i virkeligheden var søstre, spiller to tvillinger der længes så grumme efter den store kærlighed. Et marked kommer til byen, og pludselig sker der ting og sager. Mennesker mødes og sød musik og dans opstår. Musikken er skrevet af Michel Legrand, og er jazzet underfundig, med mange iørefaldende melodier. Filmen har dog også en lidt melankolsk tone, så det er ikke ren candyfloss det hele.

Nogle vil nok finde Pigerne fra Rochefort lidt fjollet, men se den for lyset, farverne, glæden, sproget, og den fantastiske musik.

Brassed off (Storbritannien, 1996)

England var i 80’erne og 90’ner ramt af mange minelukninger, hvilket medførte store personlige dramaer. Mange af minerne havde tilknyttet orkestre, hvis medlemmer bestod af minearbejdere. Landsbyen Grimley har også et mineorkester, et brass band, og de er rigtig dygtige. En ung kvinde, Gloria, bliver sendt til byen, for at finde ud af om minen kan overleve. Dette holder hun hemmeligt, da hun bliver optaget i brass bandet i sin egenskab af flygelhornspiller. Hun møder også sin ungdomskæreste Andy, spillet af Ewan McGregor, som også spiller i orkestret. En lukning af minen vil have katastrofale omkostninger for alle orkestrets medlemmer, vil orkestret overleve, og hvad med den store bandfinale i Royal Albert Hall?

Filmen er fyldt med gode britiske skuespillere, og den vemodige messingmusik skaber en fin atmosfære. Musikken bliver for øvrig spillet af det brass band på hvis historie filmen er bygget på, nemlig Grimethorpe Colliery Band.

O Brother, Where Art Thou? (USA, 2000)

Brødrene Coens komedie er en hyldest til den berømte historie Odysseen, om Odysseus’ lange og besværlige rejse hjem fra Troja. Filmens tre hovedpersoner flygter fra et fængsel i Mississippi, i depressionstidens USA. George Clooney spiller Ulysses Everett McGill, som fortæller sine to flugtkumpaner Pete og Delmar, at han har gravet byttet fra et kup ned på et sted, der snart bliver oversvømmet. På deres rejse møder de mange udfordringer, en grum enøjet mand, en sindssyg bankrøver, smukke syngende sirener, og en politimand der nådesløst jagter dem. Filmen er gennemsyret af tidens musik, folk, bluegrass og gospel, og de tre flugtbrødre når undervejs at indspille en dejlig udgave af ”Man of constant sorrow”. Filmens soundtrack blev hædret med en Oscar i 2001.

Det er en forrygende komisk og musikalsk tour de force, omsluttet af smukke billeder, fotograferet af mesteren Roger Deakins.

Nick Cave  -  20.000 dage på jorden (Storbritannien, 2014)

Hvad skal man kalde denne film? En dokumentar med strejf af fiktion? Eller det omvendte? Filmen følger i et døgn den australske musiker Nick Cave, på dag nr 20.000 i dennes liv. Det lyder jo meget tilforladeligt, men filmen tager os med på en drømmende rejse, fra streng dokumentarisme, over koncertoptagelser, til drømmende natlige køreture, hvor Nick Cave samtaler med diverse kendisser, bl.a. Kylie Minogue og Ray Winstone. Man skal ikke nødvendigvis tro på alt hvad der bliver sagt og gjort i filmen, men afstanden mellem sandhed og fiktion har jo altid været lidt elastisk.

Jeg er ikke spor fan af Nick Cave, tværtimod synes jeg hans musik er lidt for mørk og dyster, men filmen er en visuel lækkerbisken, og det hele hænger bare sammen som et perfekt spillet tetrisspil. Giv dig selv en filmisk udfordring, og se denne alternative, men smukke, musikdokumentar.